‘The Witness’ udruller med simpel kompleksitet et tyst mysterium
Der er noget foruroligende simpelt over ‘The Witness’. Man går rundt på en ø, man bliver ikke jagtet af fjender, man skal blot løse gåder. Endeløse gåder. Og så er der sågar ingen baggrundsmusik. Der er bare fugle, der kvidrer. Bølger, der vælter ind over stranden. Og lyden af én selv.
Det er såre simpelt, og så alligevel ikke. For bag spillet står Jonathan Blow, en af spilbranchens mest komplekse hjerner, og ‘The Witness’ er hans genistreg (eller vanvittige påfund).
Skal vi holde fast i det simple til at starte med, så begynder ‘The Witness’ ud af ingenting. Man bevæger sig gennem en underjordisk gang og ud på en ø, hvor klare farver står i skarp kontrast til den overdøvende stilhed. Hvad man laver på øen, ved man ikke.
Man behøver dog ikke være den hurtigste knallert på molen (eller den skarpeste krabbe på øen?) for at indse, at man skal løse gåder opstillet på plader, som man finder overalt. På døre, på træer, på vægge. En gåde fører som regel til en anden, og når man har løst nok, tændes en stråle af lys, som meget passende peger mod et bjerg.
Dét er den simple forklaring på ‘The Witness’. En simpel forklaring, som giver absolut ingen mening, før man har prøvet spillet. Men det siger næsten sig selv, at et spil ikke kan være helt så ligetil, og det er det naturligvis heller ikke. Blandt gåderne gemmer der sig små hemmeligheder, som langsomt sammenstykker en større forklaring – eller i hvert fald giver små hints til, hvad man egentlig har gang i.
Løsningerne lander som fuckfingre
Den overordnede historie er dog næsten det mindst vigtige ved ‘The Witness’, for spillet gemmer på en overvældende og komplet uskyldig, næsten barnlig glæde. Gåderne giver hovedbrud gang på gang, og man tager sig selv i at tegne løs i analoge notesbøger og overveje mulige løsninger, imens man tager opvasken, der står som et tårn, fordi man har haft travlt med at spille. Og når man så endelig finder løsningen, er det en kæmpe sejr.
Man føler sig stolt, for selvom løsningen ofte er lige så simpel som 2 + 2 = 4, så kæmper man en brav kamp mod sig selv og en slags usynlig skaber. Når brikkerne endelig falder på plads i en gåde, er det ikke kun et bevis på ens egen utrættelige indsats, men også en skjult fuckfinger til Jonathan Blow – en fuckfinger, som han helt sikkert ville møde med et stort smil.
Glæden ved at løse gåderne er dog en af de mere finurlige ting ved ‘The Witness’, for efterhånden som man får tændt flere og flere stråler af lys, vokser glæden sig til en større slags følelse. En følelse af, at man på den ukendte ø er i trygge omgivelser, hvor tålmodighed og især nysgerrighed hyldes som nogle af de vigtigste egenskaber, man som menneske og individ kan være i besiddelse af.
Og ja, nu bliver det måske lidt langhåret, men selvom man kan se ‘The Witness’ udelukkende som et decideret spil, er det altså lige så meget en filosofisk udforskning. En udforskning og ikke mindst diskussion, der kun bliver mere larmende, efterhånden som man finder skjulte video- og lydoptagelser på øen, som ved første møde giver absolut ingen mening.
Det er bare et spil…
Der er … Nej, vent. Det skal ikke røbes her. Men lad os bare sige, at når man hører sætningen »Trust the pure investigation. Trust the curiosity in your mind. Stop trying to get anything«, så ved man, at ‘The Witness’ muligvis er skabt af simple omgivelser, men består af en næsten uoverkommelig meta-drevet dybde.
På trods af dette er ‘The Witness’ dog ikke en omgang elitær spilævl, hvor spilleren bankes i knolden, hvis den dybere mening ikke opfattes. Der er nemlig ikke nødvendigvis en dybere mening. Oplevelsen af spillet vil være aldeles subjektiv, og hvor nogle vil mene, at det blot er en videreudvikling af hverdagsgåder og sudoku, så vil det for andre være intet mindre end en åbenbaring.
En åbenbaring om hvor stor en glæde man kan få ud af et spil, hvis bare man går ind til det uden forventninger. Faktisk er ‘The Witness’ formentlig det mest spil-agtige spil, man kan komme i nærheden af, netop fordi det er så simpelt. Der er ingen dikkedarer (medmindre man selv opsøger dem). I stedet sættes hjernen på overarbejde uden nogensinde at kløjes i det.
Er man kun interesseret i det spilmæssige aspekt, er ‘The Witness’ mere end ganske vellykket. Det er forbandet givende, når en gåde endelig falder på plads, for det er ene og alene ens egen skyld. Jo, man får hints rundt omkring, hvis man kigger efter dem (intet er tilfældigt!), men man trykker selv på de rigtige knapper. Man arbejder for sejren, og tilfredsheden ved succes transcenderer spiloplevelsen.
Er man derimod interesseret i en større filosofisk åbenbaring, kunne ‘The Witness’ gå over i historien på en lige, omend lidt skrantende fod med Bataille, Nietzsche og Descartes. Nu ryster nogen måske på hovedet, men som det nævnes på et tidspunkt i spillet: »It’s not a teaching, it’s not a belief system, it’s not a way to live your life«. Det er bare et spil og så alligevel så meget mere.
Godt
+ Spillets stil er vanvittigt gennemført i alt fra gåder til den visuelle stil (bonuspoint for den manglende baggrundsmusik, som ironisk nok blot skaber endnu mere atmosfære)
+ Er man tilhænger af filosofiske spil, er der timevis af underholdning
+ Er man tilhænger af simple spil, er der timevis af underholdning
Skidt
– Er man farveblind, får man store(!) problemer med nogle af gåderne
– Frustrationen kan blive for meget, lige indtil man kommer i tanke om en mulig løsning
– Det kan være overvældende at begive sig rundt på øen, fordi der er gåder overalt