Beyoncés ‘Lemonade’ indtjente Tidal 1,2 millioner nye brugere den første uge

Beyoncé har fra flere demokratisk indstillede kanter – blandt andre kommunikationsleder hos Spotify Jonathan Prince – fået kritik for kun at slippe sit nye album ‘Lemonade’ fri på Tidal.

Ikke desto mindre har strategien været overordentlig god for husbondens streamingtjeneste, hvis brugerdatabase ifølge tal, som Tidal har delt med New York Times, voksede eksplosivt med 1,2 millioner nye brugere den første uge, ‘Lemonade’ var tilgængelig.

Tidal har på samme tid afsløret, at ‘Lemonade’ natten til torsdag denne uge var blevet streamet 306 millioner gange globalt, siden albummet udkom for nu tre uger siden. 229 millioner af afspilningerne er foretaget af amerikanske brugere. I samme periode er ‘Lemonade’-filmen blevet streamet 11 millioner gange. Beyoncé nærmer sig således Kanye Wests ligeledes imponerende streamingtal med februaralbummet ‘The Life of Pablo’, der blev streamet 250 millioner gange i løbet af de første ti dage efter udgivelsen på Tidal.

Tidal rundede tre millioner brugere i marts og må således ovenpå ‘Lemonade’-triumfen nærme sig de 4,5 millioner brugere. Dog er det naturligvis uvist, hvor mange af de nye brugere, der springer fra efter den gratis prøveperiode på 30 dage.

Om ‘Lemonade’ fortsætter med at være en Tidal-eksklusivitet, må tiden vise.

Læs også: Spotify satser (også) stort på video: Afslører 12 egenproducerede musikserier

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af