Kongen er tilbage i det mesterlige ’Halo Infinite’
Da Xbox skulle cementere sin relevans som et værdigt modsvar til Sonys legendariske PlayStation 2 i 00’erne, skete det med serien ’Halo’.
Spillene handlede om Master Chief og hans rolle som menneskehedens sidste værn mod rumvæsner og intergalaktiske infektioner.
Siden da har serien budt på en perlerække af titler, hvor seneste udspil kom i 2015 med ’Halo 5: Guardians’, og de sidste seks år har fans utålmodigt ventet på næste kapitel i serien.
Nu er det her – og det er bedre end nogensinde.
»Just dust and echoes…«
Plottet samler op, hvor ’Halo 5: Guardians’ slap. Cortana, din tidligere bedste hologram-ven og kunstige intelligens, er stukket af og plotter nu enten tredje verdenskrig, komplet universherredømme eller en total nedrustning af alle masseødelæggelsesvåben.
Du bliver altså nødt til at finde hende, uanset hvad den digitale diva har af planer. Der er bare lige det aber dabei, at en intergalaktisk ondsindet hær samtidig er i gang med at smadre alt.
Den fremragende kampagne starter i femte gear, hvor den indenfor den første time får introduceret hovedpersoner, fjender og plot uden at lette foden fra bremsen.
I de få øjeblikke, hvor bulder og brag trækker i baggrunden, fyldes oplevelsen af en ildevarslende fornemmelse af stilhed før stormen. Som når man nærmer sig toppen af en mavekildende sci-fi-rutsjebane med laservåben og håndgranater.
En stor nytænkning i ’Halo Infinite’ er, hvordan kampagnen er sat i en åben verden, som ikke længere forholder sig til en snorlige række af baner, der skal gennemføres i én nøje planlagt rækkefølge.
I stedet åbnes der op for udforskning og strategiske manøvrer, når fjendtlige baser skal indtages, allierede fanger befries, og skjulte skatte findes.
Det bliver aldrig stort på samme niveau som ’Red Dead Redemption’, men det sætter trods alt den ti timer lange kampagnes historie i et mere dynamisk og levende univers end de foregående spil.
Fjendens baser og vildmarkens kroge gemmer på nye våben, opgraderinger til Master Chief (specielt den nye grappling hook er sjov!) og små lydoptagelser, der fylder hullerne i plottet.
Rejsen fra én actionsekvens til den næste bliver helt meditativ, og flere gange stoppede jeg op og nød designet af banerne, inden jeg hastede videre til næste skudveksling.
Plottet i serien har altid været en smule esoterisk og flyvsk, hvilket har været et mærkeligt valg i spillenes lange korridor-sektioner, men i den åbne verden fungerer det langt bedre.
Man føler virkelig, at man langsomt får skrabet nok puslespilsbrikker sammen til at forstå plottets krinkelkroge og karakterernes motivationer, hvilket gør det til en fornøjelse at udforske og opleve den dragende sci-fi verden.
Stadig verdens bedste multiplayer
Går man online med ’Halo Infinite’, mødes man af en lige dele hysterisk morsom og strategisk multiplayer, der fornemt balancerer mellem kaotisk virvar og feinschmecker-dueller.
Her kan du duellere i både episke 12-mod-12 kampe og klaustrofobiske samt hektiske 4-mod-4 opgør.
I de store kampe er banerne spækket med fartøjer til både land og luft, stationære forsvarsværker og alskens strategiske lækkerbiskener.
Det giver et ekstra niveau i forhold til den efterhånden slidte form for korridor-tæsk, man får i ’Call of Duty’, og uden nogensinde at blive forvirrende som wannabe røvere-og-soldater i ’Battlefield’.
Særligt Capture The Flag fungerer bedre end i nogen andre spil, hvilket gør, at alle fartøjer – fra sløve kampvogne til hysteriske rum-motorcykler – er relevante og vigtige for at vinde.
I de fænomenale multiplayer-kampe bliver man lynhurtigt fanget af både at få scoret det afgørende sejrspoint, men også lige at hævne sig på narrehatten, der huggede ens AV-49 Wasp.
Smukkere end smuk
’Halo Infinite’ er ikke kun et afsindigt godt spil – det er også smukt. Grafikken funkler og leger med farverne på et niveau, som meget få andre spil formår.
Særligt i de første timer veksles der fra mørke korridorer med neonlys til åbne vidder med solskin og fuglekvidder.
Våbnene føles tilpas forskellige, og de har alle en solid umpf-følelse, når man skyder med dem ulig den mere plastic-pjattede følelse, man får i ’Call of Duty’.
Master Chief føles tung og solid at navigere rundt, og han har samme bad ass-vibe, som kun ’DOOM’-spillene ellers har formået.
Man føler, at man både er en ustoppelig krigsmaskine, men også at man skal kæmpe for sit liv.
Soundtracket er fyldt med skiftevis svulstige patos-tunge orkesterstykker og minimalistiske violin-varsler, lige inden helvede bryder løs.
Det væver sig elegant ind og ud af kampagnen, og musikken giver flere gange en nærmest filmisk fornemmelse.
I øjeblikke, hvor Master Chiefs ellers bryske facade ville krakelere af en tudetur, tager orkestret over og spiller de vigtige følelser ind under huden på lytteren, så den stoiske cyborg-soldat ikke bryder illusionen.
Et mesterværk
Som anmelder er det sjældent at få et spil mellem hænderne, der sender de kyniske og kritiske tanker væk for i stedet at give plads til en nærmest barnlig begejstring.
Men ’Halo Infinite’ minder mig om nogle af de allerbedste multiplayer-stunder, jeg har haft over de sidste 20 år.
Samtidig bryster spillet sig af en kampagne, der er både bevægende, spændende og ikke mindst drønsjov at spille – og jeg kan simpelthen ikke vente med at vende tilbage.
Kort sagt:
Fuld plade og stjernestøv til Master Chiefs comeback, der viser ’Halo’-serien fra sin absolut bedste og mest imponerende side.