‘Efterladt på set’: Både Bridget Jones og ’Nynnes dagbog’ runger gennem Ida-Sophia Petersens debutroman
ROMAN. Ida-Sophia Petersens autobiografiske debutroman ’Efterladt på set’lander med et bump i kølvandet på en ok hidsig polemik om influenters indtog på bogmarkedet.
»Kan enhver med en slat følgere som adgangsbillet skrive 200 siders banaliteter, binde dem ind i et lyserødt omslag og kalde sig forfatter«, lød det blandt andet i en anmeldelse i Berlingske af Matilde Trobecks selv(hjælps)biografi.
Unægteligt et lidt uheldigt bagtæppe at snuble ind på scenen med, men det skal ikke ligge bogen til last. Og når det er sagt, så ligger den ubelejlige landing egentlig også ret perfekt i tråd med bogens Bridget Jones-agtige, skønt utimede energi.
I en ikonisk passage rammer fortællerjeget Ida – der i genkendelig party 4 you-stil kun er mødt op til venindens polterabend for at score sej person, der selvfølgelig aldrig dukker op – partybussens »klistrede Mokai-gulv med det, der føles som et lille piskesmæld og et meget stort hak i selvtilliden« efter at have svinget sig i polestangen til lyden af Helmig.
I dette ydmygelsens stunt runger på en måde stadig Bridget Jones’ tur ned ad brandmandsstangen i 00’erne, men måske i endnu højere grad situationen, hvor Nynne i ’Nynnes dagbog’, efter at have siddet ubehjælpeligt fast, fik brudt undertrykket og skød op af datterens lillebitte badekar med »Nordeuropas største SVUP«.
At stille sit liv til rådighed for os andre (halvt til spot, skræk og advarsel, halvt til efterlevelse og altid, fornemmer jeg, til det fælles bedste) er ikke uvant for Ida-Sophia. Hun er til daglig radiovært, skriver inderlige, sjove, versalløst forpustede tekster på Instagram og er i øvrigt, synes jeg, afvæbnende, befriende, ægte morsom. Det er hun også på roman. Men jeg fornemmer, at ’Efterladt på set’ vil mere end det, og her går det blandet.
Efter et heftigt brud følger vi Idas genopbygning af sig selv og hendes færden blandt vigtige veninder og venner på et meget genkendeligt datingmarked i en meget genkendelig præstationskultur i et meget genkendeligt København.
Vi befinder os i henholdsvis slut-10’erne (perioden) og slut-20’erne (venindegruppen), og millenial-energien er tyk. For en jævnaldrende som mig rammer referencerne så rent, at det næsten gør ondt, Emma Pi med hjertesorg i en af de der cykelsvaner ved Dronning Louises Bro, altså, say no more.
Ida-Sophia har generelt gehør for de samtaler, fortællinger og følelser, der er i omløb på et givent tidspunkt. Det er sigende, at veninderne i samtaler om dating (når de brokker sig over blandt andet »voksenbabyer doing the bare minimum«) slår over i præcis samme tone og repertoire af forklaringsmodeller, en form for single girl mythology anno 2018.
Sproget er kringlet-til-knudret, tæt på tale og/eller chat, rangerende fra underfundigt til fyndigt, konstant på nippet til at bryde ud i klumme. Indimellem skal sætningen, som oftest er flerleddet, lige nå at hidse sig op eller vinde fart, før den bryder ud af det tyngdefelt, der er det allermest forudsigelige.
For tit lykkes det teksten at punktere sig selv med en lidt for artig selvanalyse – som taget ud af en reel, desværre – og med noget, man måske kunne kalde hurtigkapitalismekritik, for uanset hvor enig man kan være med bogen i dens slutninger, og uanset hvor reelle indsigterne sikkert er, så fungerer de ikke rigtigt her.
De bliver for tunge til Nynne-energien (kan man da ikke længere bare få lov at skrive cute og sjovt uden at skulle huske at positionere sig som en god feminist?) og i alle andre sammenhænge for banale.
Amirite, spørger teksten tit, og det kan sagtens være, men måske er det netop problemet: Måske er teksten på én gang for sikker i sin sag og for appellerende; måske er den for klog for its own good. Den slags tekster – dem, der for ivrigt stikker læseren en løsning – risikerer at sætte sig tungt på eget mysterium og/eller lethed.
Det er nok også først, når en bog vover sig ud et sted, hvor den risikerer at blive misforstået, at den for alvor bliver spændende. Først da vrister en selvbiografi sig fri af den selvfremstilling, der fint kunne (og måske burde) være foregået andre steder.
Indimellem, når sproget dropper at forklare, lander observationen krystalklart. »Det er sårbart at så stor en åre ligger under så fint et lag hud«, lyder det, efter Ida har fantaseret om at trykke på sin psykologs blodåre på dennes håndryg.
I de tilfælde føler jeg mig foræret adgang til et vildt og sjovt blik. I de tilfælde formår teksten ikke bare at spejle, men også at overraske, der slipper den ud af sit kender-du-typen-mode, for fortællerjegets hjerne er et skønt og sært sted at være.
Billedsproget er dejligt langt ude, men samtidig stringent (furerne om psykologens mund er konsekvent et kædetræk, der åbner porten til en Hogwarts-lignende stenborg) og fortællerjeget deler billedsprog med sine venner, hvilket er en vildt fin måde at demonstrere venneintimiteten, der i denne bog skinner allerklarest.
Hvis bare observationer, billedsprog og røverhistorier havde fået lov til at tale for sig selv, hvis bare der var blevet skruet ned for selvhjælpslommefilosofi, universalløsninger og systemkritisk amirite-energi, hvis bare sætningerne havde stået skarpt, så havde der været forfatterpotentiale på spil. Men det er desværre ikke tilfældet.
Måske ville dette ellers ret dejlige stof have begået sig bedre i et radiostudie eller på Instagram. Men så er det jo et held, at man også kan finde Ida-Sophia der.
Kort sagt:
Når Ida-Sophia Petersen i sin autobiografiske roman pletvist glemmer at smække forklaringer i hovedet på sin læser, bobler teksten over med skæve billeder, ’Nynnes dagbog’-agtig generøsitet og vidunderligt underlige observationer. Det sker desværre for sjældent.