‘Happy’ pjatter meget rundt, men pludselig bliver fortællingen om den indiske migrant isnende konkret

ROMAN. Europæisk litteratur har fået sig en ny drømmer. Den indiske dreng Happy kæmper sig til Europa med visioner i rygsækken og positivitet nok til at få selv Ole Henriksen til at bede ham om at basse lidt ned.

Happy vil være skuespiller i Frankrig. Han har nemlig youtubet sig gennem nogle Godard-film så mange gange, at han kan replikkerne udenad.  

Så nu skal han altså til Frankrig og blive førsteelsker. Imidlertid strander han som radiseplukker og illegal indvandrer i Italien. Det er en kende mindre glamourøst, men Happy drømmer videre.

Sådan er de store plotlinjer i Celina Baljeet Basras debutroman, der udkommer på dansk, efter at den har gået sin småvirale sejrsgang i både Tyskland og den engelsktalende del af verden.

Men de store plotlinjer er ikke alt, ’Happy’ har at byde på. Den er yderst eksperimenterende i sin form. Det ene øjeblik overtager en pose mel som fortællerstemme, det næste er det en candyfloss, der fortæller sin sukkersøde historie.

Og så er der Happy selv som fortæller. Han er lige dele gåpåmod og ønsketænkning. Han er fuldstændig ude af stand til at se sine egne begrænsninger – og er overbevist om at han er gave til menneskeheden.

Allerede som barn forestiller han sig, at han er så spændende, at journalisterne ikke vil lade ham være i fred. At han må give interview, selv mens han sidder og skider i et lokumshul.

Han forestiller sig også, at han samtaler direkte med kontinentet Europa, at hun tager kvindeskikkelse og nudger ham kærligt mod sig. Det er cirka lige så weird, som det lyder.

’Happy’ er en roman pakket med fortællestemmer, vinkler, perspektivskift, lister, opremsninger, smådigte og sange. Det er et mangestemmigt kor, der konstant fletter sig ind og ud af Happys odyssé mod filmen og Frankrig.

Det gør virkeligheden ulden, dansende og glødende rundt om Happy, og det spejler hans sind perfekt. Som hans lærer kommenterer på en stil: »Desværre helt ude af stand til at skelne væsentligt fra uvæsentligt (…) Jeg er alvorligt i tvivl om, hvorvidt han er klar over, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi.«

Hvor mange stemmer hører du egentligt?

Det er egentlig ret modigt og interessant, det Baljeet Basra forsøger med at lade hundredvis af stemmer flette sig sammen og danne et fortællermæssigt kludetæppe.

Problemet er bare, at det ikke rigtig fører til så meget. Afstikkerne til et blomstrende træ, en sukkerroti eller candyfloss som fortællere giver ikke nye indsigter og er heller ikke sprogligt stærke nok til at bære romanen i sig selv. Det er eksperimenterende fyld, men det lander aldrig helt et sted, hvor det skaber fremdrift.

Det virker også som om, Baljeet Basra er en anelse vaklende i troen på effekten af sine atypiske romanstemmer. Hun lader for eksempel helt køligt to af Happys med-migranter omkomme med en bindestreg i en logbog. De går fra »f.1990« til »f.1990 – d.2010«.

Det er klædeligt kynisk for bogen, der ellers pjatter så meget rundt. Det bliver lige pludselig isnende konkret og minder den europæiske læser om, at blikket på migranter ofte kommer til at handle om statistikker og registrering i stedet for de enkelte skæbner.

Baljeet Basra har dog ikke tiltro nok til at fortælle med logbogen. For næste kapitel hedder »I begyndelsen var vi seks«. Og hele kapitlets brødtekst lyder: »Da vi stiger af båden i Bari, er vi kun fire tilbage«.

Det skal lige slås fast med syvtømmersøm at nogen er døde. Og sådan fungerer det for ofte i romanen. Basra fortæller kreativt med uddrag fra gruppechats, drømmesekvenser, filmmanuskripter og alt muligt andet, men dokumenterne er ikke stærke nok til at stå alene. Så kommer der en ny fortæller på banen og udlægger det, vi lige har læst.

Baljeet Basra tør ikke at løbe linen ud med sine brudstykker, men bliver nødt til at overtyde og bedrive eksegese på sine fortællerstemmer som en prosapræst.

Italiensk for begyndere

Når du læser ’Happy’, er det nok også en meget god idé at hente DuoLingo og få nogle streaks i både italiensk og fransk. Et crash course i indisk mad ville heller ikke være skidt.

’Happy’ har ikke kun mange fortællerstemmer, men også mange sprog. Idéen er sandsynligvis at vise læseren, hvilket fjendtligt miljø Happy er ankommet til. At sproget er uigennemtrængeligt.

Problemet er bare, at sproget bliver meget svært tilgængeligt for læseren. Det stopper flowet, når man skal rådføre sig med ordbøger, google translate og sin lokale pizzamand for at få alt med.

I det hele taget er meget af tyngden i romanens længsler skjult bag madkultur. Du skal være særdeles velbevandret i både det indiske og italienske køkken for at kunne følge med i Happys sværmerier om skiftevis aloo gobi og spaghetti vongole.

Det er som sådan ikke et problem for bogen, men det er svært at leve sig ind i sanseindtrykkene, hvis man ikke er helt sikker på, hvordan jalebi egentlig dufter.

Det kulturelle møde er centralt hele vejen gennem ’Happy’ og især alle de steder, hvor det går skævt. De steder, hvor man ikke forstår hinanden. Det giver naturligt nok modstand hele vejen gennem bogen, men betyder også at ’Happy’ ikke er komfortlæsning.

---

Kort sagt:
‘Happy’ er en historie om oversete skæbner og en elskelig optimist, men den drukner i formeksperimenter, der ikke bliver fulgt til dørs.