The Veils

Utroligt hvad en tilrøget folkesangerbar på en bjergside i New Zealand kan gøre ved en ung knægt fra London. Ikke nok med at The Veils forsanger, den kun 20-årige Finn Andrews, tillærte sig en ting eller to om lette, men indholdsrige tekster. Nej, han fik også tillusket sig en gedigen sprød stemme, som trods dens unge alder hverken bliver teentynd eller flæbeklynkende.

Og adderer man en omgang læderjakkeklædte lowride-blegfisemusikere, en håndfuld løsstrengede strygere, en række prominente producere, deriblandt Bernard Butler, samt en grovkornet portion livsens ondskab og semimartrede sjæle, får man et ganske godt afsæt. The Veils debutskive ‘The Runaway Found’ er et velsnittet bevis på at man, selvom gamle Brett stadig vandrer noget rundt i korridorerne, godt kan koge lidt suppe på den afdankede historie.

Men det ville være unfair at klandre The Veils for at læne sig for meget op af nogen. Variationen på ‘The Runaway Found’ er for stor og imponerende til det. Det ene øjeblik dufter der lidt Suede, det andet af Starsailor. Og før man ved af det ser man Radiohead vandre forbi med en luskende Doves i hælene. Men der bliver aldrig tale om reelt tyveri her, blot ungdommelig begejstring.

‘The Valleys of New Orleans’ og ‘The Nowhere Man’ er stærke ballader, som vil lune godt om øverste etage i tidens formastelige vejr, mens ‘Guiding Light’ hitter i bilens anlæg på de ensomme ture. ‘Lavinia’ er én stor brændende hudafskrabning omkring hjertet, med kvindens afsindige salt gnedet i. Av for helvede.