Ørenlyd

Ørenlyd tilhører den stadigt længere række af danske bands, der med finurlige iagttagelser og sproglig opfindsomhed indpakket i lette poptoner benytter modersmålet til at fortælle den lille historie. Her kan i flæng nævnes navne som Pluto, hedengangne Junior, Superjeg (herunder pladeaktuelle Peter Sommer), Pastrami, Vildnis og Tobias Trier, der alle på ukompliceret vis viderebringer et stykke af det nære liv med dets barndomsminder, kærlighed, græs, skyer, træer etc. til lytteren.

På ‘Ind under Himlen’, som var Ørenlyds første album, viste Ørenlyd sine steder, at bandet har potentiale. ‘Solstrejfer’ har desværre alt for ofte meget svært ved at skelne nært fra banalt, og de fleste af sangene på albummet rammer derfor ikke rigtigt lytteren. I teksterne er der for få sprogblomster og ordspil, overraskelserne udebliver, og musikken mangler nerve og intensitet og vækker umiddelbart minder om Back to Back i duoens storhedstid.

De bedste numre på ‘Solstrejfer’ er de (forholdsvis få), hvor Stefan Gersholm Brasks tekster lykkes, men symptomatisk for hele albummet forsvinder disse uden undtagelse i den alt alt alt for glatte lyd. Et godt eksempel er den ganske rammende erindringsfortælling i førstesinglen ‘Springvand’, der fuldstændig overdøves af en intetsigende melodi, der i påfaldende grad minder om den, der bistår en ung, køn og orangesaft-besat kvinde i en meget lang tv-reklame for mejerigtig juice.

Musikkens lette tråd kombineret med tekster, der aldrig rigtigt byder på den nødvendige finesse og karakter, giver et resultat, der – når det står værst til – bliver så let og ligegyldigt, som havde det været stripper-Simones dagbog. På trods af disse måske lidt hårde ord sidder jeg alligevel tilbage med en fornemmelse af, at Ørenlyd rent faktisk har mere at byde på, end det lader sig høre på ‘Solstrejfer’.