Morcheeba

Fra lækker trip-hop til intelligent pop, det er Morcheeba rejse siden 1996. Brødrene Godfreys femte regulære studiealbum byder på en ny sangerinde og en masse iørefaldende melodier med masser af lag i lydkulisserne. Hvor en anden chillout-gruppe som Zero 7 er blevet lidt ensformige, udvikler Morcheeba deres repertoire, uden at miste deres identitet. Blandt andet får de på forbløffende vis fløjtespil (!!!) til at løfte et af pladens bedste numre, ‘Ten Men’.

En del gamle fans vil nok savne Skye Edwards slæbende, sexede vokal. Men hvis man står i stampe, skal man prøve nye veje, og når chokket har lagt sig, formår den nye sangerinde, Daisy Martey, at give et forfriskende pust på pladen. Det lykkes hende, at videreføre den kælne charme, som altid har været en del af Morcheeba, og samtidig tilføjer hun noget kant, så der kommer lidt mere bid i sangene. Hendes vokal spænder over et stort register, og der er steder, hvor hun nærmest lyder som legendariske Shirley Bassey.

Tempoet er skruet op i forhold til de første album, og man kan høre spilleglæden skinne igennem, måske fordi ‘The Antidote’ i høj grad er indspillet live. Til trods for brugen af elektroniske hjælpemidler er der masser af instrumenter, der leder tankerne hen på 60’ernes psykedeliske svampelyd. I så høj grad, at min 57-årige far, begyndte at vippe melodisk med foden og snakke varmt om Grace Slick og Jefferson Airplane, da han overhørte pladen.

Ross Goffrey har udtalt, at de har lavet en plade til at sætte på anlægget, når man kommer fuld og skæv hjem fra byen og ikke gider gå i seng. Undertegnede har ikke efterprøvet den teori, men alligevel køber jeg præmissen. Og forsvandt aftenens udkårne uden et farvel, så spol hen til den fængende popperle ‘Lighten Up’, så vupti, er du ikke længere ked.

Morcheeba har efter en periode med musiktræthed været en tur igennem melodi-laboratoriet og genopfundet sig selv. Resultatet er en udavendt plade fyldt med godbidder af pompøs pop.