Recloose

Historien om Recloose er klassisk: Tag chancen, når den er der. Efter at Mr .Recloose, Matt Chicoine, fik sin eksamen fra University of Michigan havnede han i en sandwichbar i Detroit. I et godt stykke tid havde han siddet derhjemme og bikset med electronicaen.
En dag kom der en kunde ind og bestilte en take-away sandwich. Matt genkendte kendisen fra Detroits tech-scene, og smuttede en demo ned i posen til hans sandwich og hoppede på den måde over pladeselskabernes bunker af demobånd. Men det er lang tid siden nu. Nu er album nummer to ude – med meget mere akustiske, og klassisk opbyggede numre end på debuten, der lød som en blanding af lyduniverset fra Bjørn Svin, den glade skørhed i ‘Axel F’ og Royksöpp-numre ‘in progress’.

Siden da, lyder det som om, at Matt til dels arbejdet videre i samme glade ånd, men også samtidigt fundet sine musikalske rødder efter en tur på biblioteket. Et nummer som ‘Makuta Man’ lyder som om han har lyttet godt ind på 70’ernes store fusionsorkester Weather Report, singlen ‘Dust’ lyder i retning af et opdateret Tower of Power, ‘Mana’s Bounce’ lyder langt væk af en af skævhederne fra kollegaerne i De Phazz, og det glade ‘Turkish Delight’ er et studie værd i at bygge et groovy nummer op lag, på lag, på lag.

Albummet er udsædvanlig omgang gennemarbejdet nu-funk, der i kraft af sin genrevariation, gennemarbejdede produktioner og sit gode og lidt skøre humør er et køb værd for alle, der gerne vil have noget lidt specielt at byde på i pladesamlingen, men som skal være lige så let fordøjeligt og fornøjeligt som en lækker, velkomponeret sandwich. Og historiens morale: Tag chancen, hvis Carl Craig er kunden.