- »Man når slet ikke at rette tæerne ud, før de krummer sig sammen igen«: De fem mest skuffende album i 2025
- Deres ikoniske duet oser så meget af sex, at den først måtte spilles i radioen efter klokken 23
- Han skrev nummeret efter et breakup, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at hun kom krybende tilbage
The Cakekitchen
Graeme Jefferies er Cakekitchens eneste faste medlem, og det niende album med det gastronomiske navn på coveret er nok det tætteste, han har været på at udgive en soloplade uden egentlig at gøre det.
De fleste instrumenter spiller han nemlig selv, og han har åbnet mange skabe og skuffer: Violin, cello, legetøjspistoler, bratsch, baryton, fugle og mongolske halssangere. Både forlæns og baglæns. Lydgryden er heldigvis bred nok til at rumme alle tonerne, uden at det er dét, de ti sange kommer til at gå ud på, og til at den mest markante bismag er Jefferies’ egen stemme. Den er sær og dyb, og af den slags man enten hælder i sig eller holder ud i strakt arm som lidt for gammel mælk. På bare én stavelse dirigerer han lejet fra bøvsende morgenstemme til skønsang – med egen falset som andenstemme.
Læsere, der faldt for Cakekitchen i rillerne på soundtrack’et til den tyske kultfilm ‘Sonnenalle’, ved, hvad de går ind til, men vil nok mene, at lyden på det nye album er mere tæt, som om nogen har sat dobbelt så mange instrumenter ind i et halvt så stort lokale. ‘Put Your Foot Inside The Door’ er en lytteværdig plade, der sagtens tåler de gennemtygninger, der skal til, før den også bliver god.
The Cakekitchen. 'Put Your Feet Inside The Door'. Album. Hausmusik/VME.