Herbert

Matthew Herbert er et unikum. Han er voldsomt politisk engageret og på trods af, at han er elektronisk musiker, nægter han desuden kategorisk at sample allerede indspillet musik og kunstige, digitale lyde. Klasseeksemplet er, med et let anstrøg af vanvid, hans forrige, elektroakustiske album, ‘Plat du Jour’, indspillet på madingredienser og køkkenredskaber.

Herberts nye album er domineret af en let poplyd, som til tider er lidt funky, til tider mere big band-agtig. Genremæssigt er det en god bund for hans karakteristiske sound, der har det med at komme til udtryk i pudsige, finurlige og underspillede beats, hør for eksempel nummeret ‘Harmonise’.

Ligesom på forgængeren giver hans brug af live-samples en dejlig fornemmelse af nærvær, og selvom musikken på det nye album måske ikke ligefrem sparker benene væk under en, er det alligevel både en intelligent, humoristisk og dansevenlig cd.

Prisen for at lave et pop-agtigt album er selvfølgelig, at man kan blive beskyldt for at lave pop, men dermed at anklage Herbert for at være uambitiøs ville være forkert. ‘Scale’ opfordrer en til at lalle rundt og vifte med armene, men ikke fordi det er tomt og indholdsløst, tværtimod. Det er pop uden at være pøllet. Det er sjovt uden at være bøvet og cool uden at være kedeligt.