The Pipettes
Hvis forårsfornemmelserne i vejret ikke er nok til at få dig i sommerstemning, så kan The Pipettes helt sikkert give dig det sidste mentale spark mod sol og højt humør. Den britiske pigetrio symboliserer i hvert fald varme, glade dage. Visuelt med deres 60’er inspirerede polkaprikkede kjoler, og musikalsk med deres powerpoppede versioner af datidens doo-wop.
Det kan lyde kitchet, men selv om The Pipettes måske skal tages med et skævt smil og glimt i øjet, så er trioen ikke bare en nostalgisk gimmick. Bakket op af The Cassettes har briterne forstået at tilbringe 60’er-genren en smule moderne energi. Tag bare det fantastiske dansehit ‘Your Kisses Are Wasted on Me’, der blander skønsang med mere sprøde, vokaltilråb, der ville have gjort Le Tigre glade.
Ellers er det vokalharmonierne, der er i centrum. Som forbillederne The Ronettes og The Sangri-Las blander The Pipettes solopræstationer og korsang, så det hele går op i en højere popherlighed. Det fungerer specielt fint på ‘Because It’s Not Love (But It’s Still a Feeling)’ og ‘Dirty Mind’. Sidstnævnte er The Pipettes, når trioen er bedst. Selv i akustisk version er sangen en perle, hvor briterne for alvor udnytter hinandens vokale styrker. Det svinger, og så er der godt med håndklap.
Desværre er ep’en blot en 12½ minuts teaser, men den giver da noget at peppe sommerfesten op med indtil debutalbummet kommer til august. Så skal der til gengæld også danses langt ind i de mørke vintermåneder. Bare vent.