The Veils

‘Nux Vomica’ er navnet på et træ, der vokser i den sydøstlige del af Asien, og som besidder ikke så få modstridende egenskaber. Man har i tusinder af år udvundet et hav af helbredende præparater fra det, men et hurtigt opslag i biologibogen afslører en mørkere side. Træet er nemlig også kilde til det potentielt dødelige stof stryknin, der tilmed er det bitreste, man kender til.

Og det er derfor en yderst velvalgt titel på opfølgeren til The Veils’ fremragende debut fra 2004, ‘The Runaway Found’. For efter en musikalsk transitperiode hvor hele den gamle besætning blev udskiftet, ligesom rammerne skiftede fra London til New Zealand, er Finn Andrews tilbage med sit sublime vokalarbejde, der i denne ombæring byder på endnu flere sort/hvide kontraster og smukke paradokser. Det er gift og modgift – akkurat som i det omtalte træ.
Musikken lægger sig i debutens temmelig følelsesladede og britiske rockspor, men uden nær så meget ungdommelig eller selvhævdende vrælen. Andrews er blevet et par år ældre, og det kan især høres på udtrykkets større dybde og variation, der ind imellem antager helt teatralske dimensioner.

I en tid, der skeler betragteligt til de stramme elektroniske, næsten grafiske tendenser fra 80’erne, er det yderst befriende at lægge ører til The Veils’ halvpompøse oprigtighed.