Bahnhof

»The Raveonettes, Mew, Kashmir, Figurines and now Bahnhof!«. Medlemmerne af Århusbandet Bahnhof er ikke så lidt kække i pressemeddelelsen, hvor de spår sig selv en fremtid blandt rockmusikkens moderne danefæ. Men det skurer i ørene. For det første fordi Bahnhof hverken lyder som The Raveonettes eller Kashmir. For det andet fordi århus-bandets debutalbum ikke rækker til en plads blandt førnævnte.

Bahnhof tittede første gang frem, da bandet i 2006 udsendte en selvfinansieret ep. På den første fuldlængde udgivelse er der spor af Kents melodiske tristesse, rumskibs-hymnisk-synth a la Spleen United og en grundtone, der ofte lægger sig i Interpol-sporet. Med stortrommen i forreste geled og en dragende guitar-monotoni maler Bahnhof en lyd af mørk metropol.

Et eksempel er ‘Call the Police’, som fremkalder et nightride med 4 x play fwd på den indre biograf. Det fungerer. Ligeledes fungerer den mørkstemte garniture i form af en fransk kvindevokal på nummeret ‘A Brighter Day’, den knitrende synth-melodi på det Kent-klingende ‘Tanktop Girl’ og Casio-core computerspils-melodikken på ‘The Eyes of Ruby’. Men trods flere gode delelementer og numre lægger pladen sig generelt lidt for meget i læ af den tidstypiske mørke metropollyd med stakåndede trommer, synth-flader og guitarmonotoni. Desuden tilsættes mange numre en irriterende overdosis synthesizer, og Bahnhof må nok erkende, at de var lidt for kække, da de foreslog sig selv som arvtagere til The Raveonettes, Mew, Kashmir og Figurines.