Marilyn Manson – fanget i en tidslomme

Marilyn Manson er, hvad han altid har været. Det er bare verden omkring ham, der har forandret sig. De fleste af dagens mistrøstige teenagere finder nu hjælp i den lidt misforståede genre ’emo’ frem for hos Manson. Derfor var det da også primært et publikum, der havde teenageårene 10 år bag sig, som stod i Valbyhallen fredag aften for at råbe med på klassikerne. Og dem var der masser af. Bandet fik rundet de fleste af karrierens hits på den halvanden time, de spillede.

Koncerten startede ellers lidt sløvt med en lang intro og to slowrockere. Det synes én i første række åbenbart også, for vedkommende smed sin drink i hovedet på Manson, som måtte gå tilbage i scenen og tørre det af, så make-uppen ikke blev ødelagt. Da sangen var færdig, lovede han personligt at give tæsk til synderen med sin sædvanligt rolige stemme. Generelt talte han meget til publikum både om de promiskuøse kvinder blandt dem og USA’s lempelige våbenlove. Sammen med de mange mellemspil af filmsamples og ambiente soundscapes, når der skulle skiftes tøj, tog det tempoet ud af koncerten.

De sædvanlige teatereffekter bød showet også på, blandt andet en mikrofon formet som en oversize køkkenkniv, en hejset platform, hvorfra Manson kunne styre masserne, og ikke mindst den klassiske talerstol, hvor han som demagog og nikkedukke kunne tale til folket og brænde bibelen af. Manson har ikke ændret sig og brænder stadig igennem på scenen, men hans publikum er blevet ældre og mindre fanatisk end for ti år siden, hvilket også godt kunne mærkes, da der skulle spilles ekstranumre. Lysmanden skulle tvinge klapsalverne ud af publikum til det første, og til det andet var der ikke meget begejstring tilbage, men Manson ville pinedød spille mere. Som om han forsøgte at fastholde tiden, der var. Men hans ‘Disposable Teens’ er ikke teens mere.