The Gutter Twins

Det er med cv’et i orden, at grunge-gudfædrene Mark Lanegan og Greg Dulli har søsat deres albumdebuterende fællesprojekt, The Gutter Twins. De to herrer skød karrieren i gang nogenlunde simultant i slut-80’erne, Lanegan med The Screaming Trees og Dulli med The Afghan Whigs. Siden deres bands blev opløst omkring årtusindskiftet har begge haft mange jern i ilden. Alligevel har de to auteurs fundet tid til at svejse deres store egoer sammen og levere et ganske vellykket album.

Som bandnavnet antyder, dyrker rendestenstvillingerne en mørk og storladen rock. Det er dog Lanegan, der stjæler rampelyset i deres musikalske film noir. Hans rustikke og særdeles dragende whiskeyvokal er endnu engang slebet til med Tom Waits’ sandpapir og overdøver derfor ofte Dullis mere luftige røst. Selvom Dulli tager revanche på den udsøgte slow burner ‘Circle the Fringes’, er det i de stadionstore, Lanegan-styrede numre som ‘Idle Hands’, ‘The Stations’ og ikke mindst den fænomenale southern rock-hymne ‘Bete Noir’, at man får mest valuta for pengene.

Det havde været spændende at høre, hvad de to gravballemænd kunne have skabt, hvis de havde vovet sig ud på utrådte stier. Omvendt må man også tage hatten af for deres herligt umoderne insisteren på klassiske rockdyder. Albummet indeholder således rock’n’roll, der sigter mod stjernerne, intense ballader med sylespidse strygerarrangementer og til tider ganske sublim sangskrivning. Guf for gamle grunge-fans, men lidt for forudsigeligt.