Tears Run Rings

Måske er det medlemmernes baggrund i indiepop-bandet The Autocollants. Måske skyldes det, at albummet er blevet til som et resultat af et langdistanceforhold mellem de fem medlemmer. Hvad end årsagen måtte være, slipper Tears Run Rings ikke godt fra armlægningen med shoegazer-genren på debutalbummet ‘Always, Sometimes, Seldom, Never’.

Der er som sådan ikke noget galt med at kigge på sine sko, mens man spiller. Men fæstner blikket sig ved navlen, bliver det problematisk. En nærmest knugende insisteren på indadvendthed præger store dele af debuten fra TRR. Og selv om denne atitude på sin vis hører til genren, må det stadig være målet at få lytteren med. Det lykkes overordnet set ikke for TRR. De repetitive guitarfigurer og heftige distortion skaber et monotomt lydbillede, som først mod albummets slutning for alvor brydes. Men heller ikke på ‘Run Run Run’ og ‘Send Me Back’, hvor popfortiden anes, formår TRR for alvor at skabe noget, der er særligt fængende.

En undtagelse er dog den flotte ‘Waiting For the End’, hvor bassist Laura Watlings vokal dominerer, og en vis inspirationen fra My Bloody Valentine, som andre steder undervejs på albummet, kan mærkes. Her har TRR held til at give deres massive udtryk nerve og vedkommenhed. Noget, der i den grad mangler på resten af albummet.