Chad VanGaalen

Chad VanGaalen hører til blandt de mere ubeskrevne ahornblade i det ellers ganske udførligt beskrevne, canadiske musiklandskab. Det var heller aldrig meningen, han skulle være kendt. Men for fire år siden blev den kreative særling fra Calgary alligevel lokket til at udgive nogle af de sange, han havde indspillet i sit soveværelse. Og heldigvis for det. For med sine skæve ideer og uovertrufne øre for den gode popmelodi er VanGaalen blevet en kærkommen tilføjelse til den canadiske scene.

På sit tredje album, ‘Soft Airplane’, har VanGaalen for første gang haft en decideret, afgrænset albumindspilningsproces. Det har dog ikke gjort resultatet mindre sprælskt – eller mindre fremragende. Der bliver lagt ud i traditionel singer-songwriter-stil med den akustiske ‘Willow Tree’, men selv om VanGaalen med sin Neil Young-klingende vokal mestrer denne genre svært godt, har han åbenbart fundet det for let at fortsætte ud af samme spor. ‘Inside the Molecules’ lyder som en af The Black Keys mere rolige dage i øvelokalet og ‘Phantom Anthills’, som hvis man havde stukket Elliot Smith en gameboy og en håndfuld lykkepiller. Det er dog på den electropoppede ‘TMNT Mask’, at canadieren for alvor får overbevist om sit særegne talent.

At det meste af albummet er optaget på en gammel båndoptager og en JVC-ghettoblaster giver kun endnu mere liv til VanGaalens iørefaldende popnumre, og de mindst lige så underfundige tekster om spøgelser og døden.