The Blue Van

Der er noget både charmerende og drønirriterende ved The Blue Van. Charmerende, fordi få med samme selvfølgelighed som den danske kvartet kan ryste vellydende retrorock ud af ærmet, og drønirriterende, fordi firkløverets dyrkelse af 60’ernes musikalske fortræffeligheder ind imellem tangerer fundamentalistisk snæversyn.

Sidstnævnte anklage kommer gruppen delvist i møde på deres seneste opus ‘Man Up’ med nummeret ‘I’m a Man’. Her er rapperen(!) Shaka Loveless inviteret inden for med et temmelig tosset nummer til følge, der dog meget sigende først kommer op i gear, når mikrofonkontrolløren mod slutningen bliver sparket ud til fordel for en stenhårdt groovende bluesrock-finale.

Ellers er alt som det plejer: The Blue Van er fortsat en imponerende tight enhed, der især på albummets første numre, formår at rive lytteren med sig ind i et univers af svimlende nostalgisk guitarrock, som den mor og far røg sig skæve til. ‘Be Home Soon’ scorer pluspoint med sin ligefremme melodi og gnistrende guitarer, singleforløberen ‘Silly Boy’ er ligeledes fint og enkelt forløst, mens der er dømt stiv pik og hippie-håret tilbage på titelnummeret, der desuden tilføjer udtrykket en solid dosis glamrock.

Bandets samspil er klart over middel, men desværre rækker kreativiteten ikke til et helt album. Og derfor ender for mange af numrene som energiske stiløvelser, der teknisk set ikke kan sættes en finger på, men som mangler den skridsikre melodi, der skal kompensere for The Blue Vans manglende lyst til fornyelse.