Isobel Campbell & Mark Lanegan – livstræt duo
At dømme ud fra hans vokalpræstation denne tirsdag aften foretrækker amerikanske Mark Lanegan grus på sine cornflakes eller whiskey på sit grus. For selvom vi jo godt vidste, at han sang fedt, så tror jeg, de fleste blandt publikum måtte synke en ekstra gang, da Lanegan første gang tog plads bag mikrofonen og slap sit torturerede stemmebånd løs til tonerne af det hjemsøgende åbningsnummer ‘Seafaring Song’. Dér holdt man lige vejret og håbede at kunne fastfryse øjeblikket, for det var godt nok smukt.
Ved siden af Lanegan stod den skotske sangfugl Isobel Campbell og forsødede den dybe brummen med lyse toner og genert mimik. De to var for det meste badet i et blåt lys, der understregede den alvorstunge stemning af sjælesmerte, der driver fra samtlige af duoens country- og folk-inspirerede sange, og bag dem var placeret et band bestående af trommer, guitar, keyboard og kontrabas, der spillede solidt men også lige lovlig pænt. Det var fra begyndelsen tydeligt, at der ikke var plads til improvisation af nogen art, og hverken Campbell eller Lanegan henvendte sig på noget tidspunkt til publikum. Det gjorde koncerten en anelse forudsigelig og til tider direkte kedsommelig.
Aftenens højdepunkt kom i form af det sidste af ekstranumrene, Lanegans egen ‘Wedding Dress’, der, tilsat et slæbende metallisk guitarriff og de uafrystelige linjer »The end could be soon, we’d better rent a room, so you can love me«, blev et passende punktum for en fin men også lidt uinspireret og rutinepræget optræden.
