Syntaks

Det er ingen skam at vedkende sig inspirationer og forbilleder – tværtimod. Hvis noget har vist sig at virke én gang, hvorfor så ikke bruge, raffinere og nytolke det? Når den dybe tallerken er blevet opfundet, kan vi jo alle ligeså godt bruge den til at spise suppe af.

Den danske elektroniske shoegaze-duo Syntaks vedkender sig med deres væg-til-væg-klangflader og drømmende guitarstykker stolt arven fra blandt andre Brian Eno, Cocteau Twins og Slowdive. Desværre formår de stort set aldrig at rykke fra pastichen og klicheen over i det personlige udtryk. Enerverende synthmelodier, drævende 80’er-trommer og mure af forceret æstetik bliver pakket ind i enorm rumklang, så man til sidst nærmest føler sig kvalt i et tungt vattæppe af vellyd.

Undtagelsen er den smukke ‘She Moves in Colors’, som umærkeligt bevæger sig fra det sarte til det støjende uden at miste den skønhed, der er så livsvigtig for Syntaks. Her får det smukke lov at spille bold med dets modsætning og skaber på den måde modhager, som får lytteren til at spidse ører. Men det er også stort set det eneste lyspunkt på den tyndbenede og til tider deciderede kedelige affære, ‘Ylajali’ står tilbage som.

Æstetik er vigtig men opleves bedst, når det sættes i kontrast. Den smukke ballon, du fik i Tivoli som barn, var også blot helium i en smuk, men tynd skal.