Nikolaj Nørlund – fuld valuta

Lørdag aften fik et talstærkt fremmødt publikum i Store Vegas sal fuld valuta for deres hårdttjente koncertpenge – ikke et ord om finanskrise her! En yderst veloplagt Nikolaj Nørlund leverede sammen med sit velspillende backingband, bestående af Anders Christensen (Bas), Jacob Bellens (keys og kor) og Jakob Høyer (trommer), en glimrende maratonkoncert, hvor først Nørlunds første soloalbum ‘Navnløs’ fra 1996 (den med Michael Strunge-digtene!) og herefter hans seneste opus ‘Tid og sted’ fra sidste år blev leveret i deres fulde længder.

De inderlige sange fra ‘Navnløs’ blev fremført med stor indlevelse og præcision, og publikum blev forkælet med en regulær godtepose af højdepunkter under koncertens første sæt – blandt de allerstørste var den klaverbårne depressionshymne ‘Den støjende tid’ og en helt fantastisk udgave af ‘Tidsvagten’, der med sit repeterende refræn »åndedrættet der kun er mit og altid det samme« resulterede i et akut tilfælde af ståpels hos undertegnede. At Nørlund havde valgt at omarrangere sangene fra de nedbarberede og intime udgaver på pladen til mere ekspressive live-udgaver talte kun til deres fordel.

Efter en kort pause tog Nørlund og co. atter tråden op og fortsatte, hvor første sæt slap. Her lod kapelmesteren for alvor sit til tider lidt underspillede showgen skinne igennem og underholdt med vittige kommentarer fint suppleret af en grinende Jacob Bellens. Bandets spilleglæde kunne tydeligt aflæses i deres ansigter, og sangene fra ‘Tid og sted’ tog sig særdeles godt ud i live-regi. Andet sæt var ligeledes rigt på små stjernestunder – bedst var den iørefaldende ‘Momentum’ og den lidt langsommere ‘Under fremmed flag’, der begge straks bør smides i kassen med de efterhånden mange Nørlund-klassikere.

Det begejstrede publikum klappede bandet tilbage på scenen, og som toppen på kransekagen fik vi slutteligt en lille buket af Nørlunds fineste numre fra perioden mellem de to plader at gå ud i natten på, heriblandt signatursangen ‘Indre by’ der med sin grumsede Neil Young-guitarlyd satte en fed streg under, at manden fortsat holder af at rocke. Publikums sult var efter den første omgang ekstranumre dog endnu ikke stillet, og aftenens hovedperson måtte atter på scenen og fremførte her alene en nedbarberet version af ‘Ridset i panden’. Efter sådan en kraftpræstation er der kun tilbage og sige: »Skål Nikolaj – du har fortjent den tår kildevand!«

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af