Christina Aguilera ‘Bionic’
Rygterne har verseret længe om, at poppens ypperligste skønbrøler havde allieret sig med seje damer som M.I.A., Santigold og Le Tigre på sit kommende album. Men ‘Bionic’ skuffer. Det er ikke desto mindre absolut det Aguilera-album med mindst indfølt skønsang. Til gengæld er der stønnen for alle pengene. Aguilera har altid været ivrig efter – og god til – at spille på sin seksualitet, men på ‘Bionic’ tipper læsset, og de seje gæster og gode intentioner forsvinder i et univers af ægteskabelig lummerhed og decideret hjernedød lyrik.
Albummets fire første numre er om ikke andet hæderlige. ‘Woohoo’ er en sjov, men også ret ligegyldig hyldest til, ak ja, det kvindelige kønsorgan, imens den legende og bizart catchy ‘Elastic Love’ – som er M.I.A.’s eneste endelige bidrag – er pladens bedste nummer. Santigolds bidrag er til gengæld blevet degraderet til bonustrack på deluxe-udgaven.
Albummets sidste tredjedel trækker til gengæld tænder ud. Den ultrafesne Linda Perry-ballade ‘Lift Me Up’ er lige så corny, som titlen antyder, imens rædselsfulde r’n’b-flødesovs på ‘Sex For Breakfast’ ender i et latterligt helvede af stønnen. Ikke engang Le Tigres bidrag på den foruroligende tandløse ‘My Girls’ kan redde albummet fra at lyde som én lang identitetskrise.
Aguilera skal have point for at gå nye veje, men hun sætter sig mellem adskillige stole. Fair nok at man stadig kan have det sjovt, selvom man har fået en baby. Men nu har vi set ‘De unge mødre’, og med Aguileras talent kunne man godt have håbet på mere.