Grouplove

Den første gang alene på spejderudflugt eller lejrskole er en svær en for mange små poder. Men frygt ikke: mor og far er på spring ikke mange meter fra telefonen, ifald deres kære Bimse skulle indtelefonere et slemt tilfælde af hjemve eller myggestik.

Præcis den fornemmelse rumsterer i kroppen efter at have lyttet til Grouploves debutalbum. For nok kan de Los Angeles-baserede unge indierockere et eller andet med solblegede melodier, men det hele er bare lige en tand for sikkert til helt at fungere, og især produktionen, som er mere renskuret og velfriseret end et helt amish-konvent, er storslem.

Sommer-og-strand-anthemet ‘Naked Kids’ sætter barren limbo-lavt for lyrikken, der også andetsteds på albummet undertiden føles som Rebecca Black-banaliteter for et lidt ældre segment. Hvis det mest ophidsende, de har at berette om, er cabriolet-cruises ned til stranden, rygning af »funny-bunny weed« og nøgenbadning, så er timingen vist noget skæv for denne efterårsudgivelse. Hvad værre er, føromtalte produktion lægger halvhjertethed oveni lyrisk halvhjernethed.

Grouplove lyder som et sprøjtestøbt Fisher-Price-Arcade Fire med wåuh-åh-kor en masse og rædderligt overproducerede dreng/pige-vokaler, der lige har fået en over nakken med autotune-glattejernet – især evident på lukkeren ‘Close Your Eyes and Count To Ten’.

Men Grouplove skriver til gengæld fængende poptunes, så det basker. De er bedst, når de drypper et skvæt melankolsk malurt i Fantaen, som på ‘Betty’s Bomb Shell’, den ellers festlige MGMT-wannabe-discotamper ‘Tongue Tied’ og den smukke ‘Slow’. Det vækker håb om andet og mere, når de forhåbentlig tager støttehjulene af næste gang.