Alcoholic Faith Mission
»To Barrow!« repeterer marchråbet insisterende på Alcoholic Faith Missions kom-vi-stikker-af-hymne ‘Alaska’. Og måske trænger det rød/hvide indiekollektiv netop til en afkølingstur væk fra larmen, inden hypemaskineriet eksploderer.
Lyden af deres fjerde langspiller er nemlig stadig af et smadderdygtigt orkester, der blot både brænder kreativitetens stearinlys i begge ender… og midtpå. Med de seneste tre års udgivelsesfrekvens er udmattelsestegn ikke overraskende. Men konstruktivt arbejdsraseri trumfer selvfølgelig altid apatisk stilstand.
Assisteret af produceren Tom McFall har bandet (gen)opdaget den højstemte korsang, især evident på a cappella-introen til ‘Down From Here’, og deres fornemmelse for sammenstillingen af det intime og brusende kollektivistiske er intakt. Albummets højdepunkter, ‘Into Pieces’ og ‘Reconstruct My Love’ er et par skæve skønheder. Begge besidder en besynderlig arpeggio-figur som ukonventionel knastaksel, resulterende i smukke og aparte kompositioner, der hager sig ufravristeligt fast i bevidstheden. Og den hjertesvulmende ‘We Need Fear’ er en konstatering, som de ellers frygtløse indierockere efterhånden også må se i øjnene.
Selv om bandet skulle nå til det besungne Palin-land og retur, slipper albummet ikke fra at være lovligt hit’n’miss og havde sikkert været mere helhedsmæssigt overbevisende, hvis de bedste takter fra forårets ep-forløber havde været indrullet i dejen, og de kedeligste lunser udluget. Eller omvendt: Hvis skiven tilsvarende havde været en ep. Skæringer som titelnummeret og ‘I’m Not Evil’ er gode eksempler på triviel og undværlig filler, der fejler, hvor bandet ellers plejer at triumfere.