1. Anya
Hvem er hun?
Sangerinde baseret i København, der sidste år rendte ind i Hukaos-produceren Carl Barsk, som hun begyndte at lave musik med. Siden er Frederik Carstens også hoppet med på vognen som producer. ’Greet Me’ ramte internettet i slutningen af 2014, mens starten af 2015 skulle byde på en officiel debutsingle efterfulgt af en ep. Anya kan opleves til Vegas Udvalgte i januar.
Hvordan lyder hun?
Som honning i ørerne. Anyas vokal er ren idyl, men stadig med aner af, at der ligger dybe tanker bag de frydefulde fraseringer. Bunden er elektronisk (og på ’Greet Me’ rimelig minimalistisk) r’n’b, men det er tydeligt at høre, at både hiphop og især soul også spiller en stor rolle.
Læs om flere lovende danske kunstnere på de følgende sider.
2. AV AV AV
Hvem er de?
Måske det tætteste vi kommer på en supergruppe på den elektroniske scene herhjemme. Aliasset dækker nemlig over producerne August ‘Eloq’ Fenger, Anders ‘Unkwon’ Dixen og DJ Er Du Dum Eller Hvad, der længe har været markante figurer i klubmiljøet. Singlerne ‘All Good’ og ‘Baileys’ er ude nu og er med på den debut-ep, der forventes ude før sommer. På live-fronten er de allerede booket til Sónar Copenhagen, Spot og Roskilde Festival.
Hvordan lyder de?
Uden at kende den præcise arbejdsfordeling så blander AV AV AV Unkwons meloditække og Eloqs kaotiske detaljer med vokalsamples på de house-prægede numre, der passer godt til en morgenfest, hvor benene næsten er for trætte til at danse mere.
3. Lord Siva
Hvem er han?
25-årige Brian Siva, der løbende har været hang around hos de to hiphop/r’n’b-slæng HvadEvigt og Hukaos. I løbet af 2014 udgav han de to ep’er ’100’ og ’180’, og til februar tager han på miniturné rundt på fem danske spillesteder. Lavede også den stærke ’Affiché’ sammen med Karl William.
Hvordan lyder han?
The Weeknd er på overfladen den nemmeste sammenligning, men der foregår en del mere hos Lord Siva end bare efterligning. Hans klagende rap og vanedannede omkvæd bunder i et personligt mørke, der frygtløst inkorporerer angst og melankoli i det samtidig poppede univers af tung r’n’b.
4. Kwamie Liv
Hvem er hun?
Dansk/zambiansk sangerinde, der har rejst det meste af jorden tynd, men altså kalder Danmark for hjem. Hun udgav i 2014 sin debut-ep ’Lost in the Girl’ og gav også sin første danske koncert til P6 Beat Rocker Koncerthuset. Planer om ny musik er endnu ikke offentliggjort, men Kwamie kan opleves live til blandt andet Vegas Udvalgte og Sonár Copenhagen.
Hvordan lyder hun?
Kwamies vokal er eneste faste holdepunkt, for musikalsk spjættede ’Lost in the Girl’ i et utal af retninger. Pop er udgangspunktet, men ep’en gemte både på det enkelt smittende titelnummer, M.I.A.-vuggende favela-pop på ’Comin Thru’, et The Weeknd-cover og Lana Del Rey-døsighed på ’5AM.
Foto: Marie Brandt/Soundvenue
5. First Hate
Hvem er de?
Joachim Nørgaard og Anton Gansted er begge Østerbrobørn og har kendt hinanden i mange år, men det var først for lidt over et år siden, at de begyndte at lave musik sammen. De er en del af musikmiljøet omkring Mayhem og udgav sidste år deres selvbetitlede debut-ep. Duoen spiller på Spot Festival i maj.
Hvordan lyder de?
Som Depeche Mode i øvelokalet, fem år før de udgav noget. For der er noget naivt over duoens industrielle, 80’er-fikserede synthpop, som ofte cirkler om enkle trommebeats. Imens synger Gansted messende, så man som på ‘Funny Urge’ får følelsen af at være til en mystisk religiøs ceremoni.
6. Saint Cava
Hvem er de?
R’n’b-duo bestående af producer Andreas Waze og sangerinde Ericka Casier Ramos Lizardo. De udgav i december debutsinglen ’Forget’ på pladeselskabet Forbandede Ungdom, der også huser S!vas og Ukendt Kunstner. Der arbejdes i øjeblikket på en ep.
Hvordan lyder de?
’Forget’ er dyster og eksperimenterede r’n’b på et virkelig højt niveau – glem alt om en langsom start. Andreas Wazes rastløse hi-hats og indevarslende synthtemaer skaber bunden, som Ericka Lizardo topper med sin sårede vokal og sarte fraseringer. Lyden er ensom og sensuel på samme tid.
7. Wangel
Hvem er de?
Duoen bestående af Peter Wangel og Kasper Ejlerskov Leonhardt har lavet musik sammen i to år, men selv om de kun har udgivet én officiel single, ‘Sun’, så spillede de sidste år for mange tusind sydkoreanere på landets største rockfestival, Pentaport. En debut-ep forventes ude til april
Hvordan lyder de?
Peter Wangel stjæler billedet på debutsinglen, hvor hans vokal både når skyerne med en vibrerende falset og hiver os ned på jorden igen med en brummende bariton. Et sted midt imellem indkredser den elektroniske bund følelsen af en mærkelig drøm.
Læs også: Breakin’ Sound 2015: De 10 mest lovende udenlandske navne
Læs også: Et nyt musikår: 13 danske album vi glæder os ustyrligt til i 2015
Læs også: Et nyt musikår: De 14 mest imødesete udenlandske album i 2015