Det er i princippet ufatteligt, at der skulle gå så lang tid, men med ‘No More Parties in LA’ kan man endelig høre Kanye West og Kendrick Lamar på ét og samme track. Her er vores førstehåndsindtryk af nummeret efter en håndfuld gennemlytninger.
1. Ord med ord på
Efter ’To Pimp a Butterfly’s meget lidt hitorienterede akse havde vi måske forventet det fra Kendrick, men at Kanye er afsender på et over seks minutter langt track uden anmærkningen af et omkvæd er alligevel overraskende.
Det er ord, barrer og flow – og som den gentleman Kanye er, får Kendrick endda lov til at starte med et hæsblæsende, til tider humoristisk, vers, der næsten efterlader Compton-rapperen køresyg undervejs. Det overordnede omdrejningspunkt er damer og status, og de to rappere virker ikke til at mangle linjer, når det kommer til berømmelsens indflydelse på succesraten hos det modsatte køn.
Kendrick: »She said she came out here to find an A-list rapper / I said baby, spin that round and say the alphabet backwards«.
Kanye: »Second class bitches wouldn’t let me on first base«.
30 sekunder før slutningen afbrydes beatet af et soul-sample, der fungerer som en brat opvågning: Når to så kreative rappere giver sig selv et frikvarter virker seks minutter næsten for kort. Specielt Kanye leger virkelig med intonation og flow i den sidste halvdel, og selv om det er de to rapperes første nummer sammen, føles ‘No More Parties In LA’ stadig meget som det, det er: Et Kanye-track featuring Kendrick Lamar.
2. Gammelt sample på nye flasker
»Shake that body, party that bod«.
Det virker underligt, næsten lidt dovent, at ovenstående Ghostface Killah-sample fra ’Mighty Healthy’ igen bliver brugt i Kanye-sammenhæng.
Samplet havde en ret fremtrædende rolle på ’New God Flow’ fra G.O.O.D. Music-albummet ’Cruel Summer’, og tracket var endda en single og et højdepunkt på det ellers lidt uoplagte fællesalbum. Pusha T var Gud på det track…
Forklaringen er formentligt, at selve beatet er en Madlib-produktion – eftersigende fra tiden omkring ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ – som Kanye har holdt fast i, men først brugt nu. Måske Ghostface-samplet allerede dengang spøgte i en sådan grad, at Kanye ikke kunne holde fingrene fra det på ’New God Flow’, som han selv har produceret?
Genbrug til side er ’No More Parties in LA’ dog et dejligt uklassisk Kanye-beat. De soulede tendenser er der, men den rustne retro-vibe, den tunge gulvbas og guitarens repeterende karakter er bestemt mere Madlib end Yeezy. Det fungerer som perfekt underlægning til ordstrømmen.
3. Hvilken rolle har tracket på ‘Swish’?
For det første den simple rollefordeling: ’No More Parties in LA’ er et albumtrack – sangens karakter er ikke singlestatus, og det ville umiddelbart være en mærkelig åbner på ’Swish’. Det kræver lidt mere power.
For det andet: Med så mange ord handler nummeret naturligvis om lidt af hvert – noget mere seriøst anlagt end andet – men titlen og selve hooket giver et entydigt budskab.
»No more parties in LA / please baby no more parties in LA«.
Det er slut med champagnefester og staldtips fra Dionysos… Der begynder stille og roligt at tegne sig et billede af Kanye post-North West. Vuggevisen ’Only One’, den introspektive ’Real Friends’ og nu ’No More Parties in LA’ viser en rapper, der har fået et nyt syn på både livet, sig selv og sine prioriteter. Der er selvfølgelig ’All Day’ til at modbevise al eftertænksomheden, men mit bud er, at dette bliver det mest reflekterende Kanye-album i lang tid.
’Swish’ er ude den 11. februar – det vil sige om 23 dage, otte timer og 44 minutter i skrevne stund.
Læs også: De 20 mest imødesete udenlandske album i 2016