G.O.O.D. Music
’Cruel Summer’ burde være mere end det genretypiske hiphop-gruppealbum. Det er jo Kanye West, megaloman perfektionist, overambitiøs producer og G.O.O.D. Music-grundlæggeren, der står bag. Men nej.
Udover de fire første numre er albummet et forkludret miskmask af B- og C-rækkerappere, der stuves sammen på produktioner, der blander storladenheden fra ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ med pseudofuturistiske dansebeats som på Jay-Z’s ‘The Blueprint 3’. Hvor ‘Mercy’ og ‘Clique’s styrke ligger i kalkuleret tilbageholdenhed og en tæt, minimal struktur, læner resten af albummet sig mod Kanye-typisk maksimalisme. Det kan Kanye bære. Kanyes venner kan ikke.
Hit-Boy, produceren bag ‘Niggas in Paris’, er sammen med West arkitekten bag lydkonstruktionerne. Man tilgiver ham, at meget lyder som plastikkopier af netop førnævnte, for produktionerne er detaljerige og muterer stedvis til helt nye udtryk – som accelerationen under Kanyes vers på ‘Mercy’ der leder hen til 2 Chainz’ storslåede finale.
Læs også: Guide: Hvem er hvem i G.O.O.D. Music?
Denne højkvalitets-discountlyd komplementerer (udover suveræne Kanye) bedst attitude-rappere som Big Sean og 2 Chainz – begge leverer her foreløbige karrierehøjdepunkter. Pusha T’s kolde vrede lyder derimod bedst på minimalistiske (læs: ondskabsfulde) produktioner, og her lyder han malplaceret. Som en sur onkel til en børnefødselsdag.
Og de andre? Kid Cudis solonummer hænger ensomt i luften, John Legend drysser lidt patos over nogle omkvæd, CyHi the Prynce er stadig et personlighedsvakuum. Samtidig dundrer stort anlagte produktioner af sted, hvilket blot får de grå personligheder til at virke mere anonyme. Nogenlunde lytteligt på ‘The Morning’, men katastrofalt på ‘Sin City’, nummeret med albummets elendigste line-up. Især Malik Yusefs spoken word er grufuld.
Heldigvis dukker Kanye op igen på næste nummer.