Roskilde Festival: 11 must see-koncerter ifølge Soundvenues anmeldere

Igen i år kommer Soundvenue til at dække Roskilde Festival massivt med over 60 koncertanmeldelser, video, fotoreportager og meget mere. Her fortæller vores 11 Roskilde-anmeldere om deres personlige must see-koncert på årets festival.
Roskilde Festival: 11 must see-koncerter ifølge Soundvenues anmeldere
Grimes i Falconer Salen tidligere i år.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Maibritt Enevoldsen vælger… LCD Soundsystem
Orange, lørdag kl. 01.00

»Det er altid nervepirrende, når et gammelt yndlingsband sætter musikverdenen stævne efter en længere retræte. Også når det gælder James Murphy og LCD-slænget, som de sidste fem år har holdt lav profil, trods deres stadige hærgen på mangt et dansegulv (eller i hvert fald på undertegnedes stakkels stuegulv). Til min store lettelse havde årene kun gjort gensynet langt glædeligere, da jeg oplevede lydsystemet på Primavera Festival tidligere på måneden: Murphy stod skarpt og leverede et helhjertet hitparade-rave af en anden verden. Der er ingen tvivl om, han også får alle Roskilde-gæsterne til at danse sig selv rene med alle deres venner. Yeah!«


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Thomas Balslev Brandt vælger… Neil Young
Orange, fredag kl. 21.00

»I 1979 sang han »It’s better to burn out than it is to rust«, og det kan enhver jo sige, men de færreste nok efterleve. I dag er Neglen 70 år og ikke det fjerneste metaltræt eller porøs, højst lidt patineret, men det giver pluspoint på charmen. Well, han er en levende legende – en af de ægte – og jeg har endnu ikke oplevet ham in real life, derfor står den her ikke til diskussion. Han spillede grunge før de andre, har en Stetson og rock’n’roll-historiens måske stærkeste og mest piercende tenor – når han står der i levende live på Orange, skal jeg knibe mig hårdt i armen for at forstå, at han faktisk findes (ligesom The Rolling Stones faktisk gjorde for to år siden). Det bliver et nostalgisk mekka i min krop, og det skal ikke udelukkes, at det kan ses ude fra«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Marie Ulrich Østergaard vælger… PJ Harvey
Arena, torsdag kl. 20.30

»PJ Harvey åbnede døren til en verden af hidtil ukendte følelser, da jeg som 12-årig lyttede til ‘Is This Desire’ for første gang. De følgende år rådyrkede jeg hendes tidlige plader, især det – i mine øjne – kunstneriske højdepunkt ‘To Bring You My Love’. Derfor var jeg også ekstatisk, da PJ spillede titelnummeret fra netop denne plade under Primavera-festivalen i Barcelona for et par uger siden – under en koncert, hvor hun generelt genoptog nogle af de teatralske virkemidler, der karakteriserede hendes scenepersona i midten af 90’erne. Forvent en setliste præget af nye numre, men med få, stærke tilbageblik, og det sejeste mandlige backingband«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mikkel Røddik Christensen vælger… New Order
Arena, lørdag kl. 21.00

»Sidst New Order spillede på Roskilde, lå jeg på gulvet i mit nordjyske teenageværelse, mens Liam Gallagher og Kenneth Carlsen stirrede på hinanden fra hver sin væg. I min Sanyo-ghettoblaster fortalte Anja Pil om koncerten på P3, og jeg havde et længselsfuldt sug i maven. Min Sanyo døde desværre efter en fest på campingområdet i 2010, men jeg er her endnu og kan findes i pitten til en euforisk fejring af New Order. Glem alle rygter om dårlige koncerter og gnavne Bernard Sumner – det bliver årets koncert og England vinder EM. I hørte det her først. Husk bøllehat og romerlys«.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Emil Hobel vælger… Anderson .Paak
Apollo, fredag kl. 14.00

»Anderson .Paak er det smældende klask i røven, som den stokkonservative og selvhøjtidelige hiphopverden har trængt til i årevis. Hans koncert i Pumpehuset i februar var en fabelagtig rodebutik af punket bad boy-attitude, gyngende Elvis-hofter og et uimodståeligt groove – og hans seneste optræden på amerikansk TV tyder på, at hans shows kun er blevet vildere, strammere og mere svedige siden da. Til at tegne rammerne for koncerten har han det sprællevende mesterværk ’Malibu’ fra januar, der hører til i obligatorisk lytning-kategorien på pensumlisten for musikåret 2016«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mette Holm vælger… Grimes
Arena, torsdag kl. 18.00

»Jeg var ret bekymret for at se Grimes tidligere på året, da hun spillede i Falconer Salen’Art Angels’ var mit yndlingsalbum sidste år, som jeg har hørt til døde, men hendes ret vanvittige blanding af anime, EDM-pumpet pop og ting, der i princippet er dårlig smag (country! asiatisk rap! scenedansere!) kunne nemt falde til jorden. Koncerten endte som en af årets foreløbig bedste, og jeg glæder mig nu kun endnu mere til at opleve Claire Bouchers speedsnakkende vanvidsshow igen, hvor hun kaster sig hovedkuls ud i alle elementerne uden at falde til jorden eller prøve at være perfekt. Grimes fangirl #1!«


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mads Kjær Larsen vælger… Sturgill Simpson
Avalon, lørdag kl. 18.00

»Den 37-årige ’new country’-darling fra Kentucky medbringer næppe det Muscle Shoals-inspirerede backing band The Dap-Kings til koncerten på Roskilde, men også uden venter der den lørdagstrætte festivalgænger lidt af en oplevelse, når Simpson først på aftenen (i god tid før New Order og LCD Soundsystem sørger for festivalens grande finale) byder på sin stærkt sentimentale og metabevidste country-soul. Simpsons 2016-udgivelse ’A Sailor’s Guide to Earth’ har sørget for croonerens endegyldige gennembrud i USA (kun Princes død – og dertilhørende eksplosive mersalg – forhindrede ham i at erobre førstepladsen på Billboards albumhitliste!). Næste hurdle? At vise Festival-Europa, at country Sturgill-style er cool, svedig og begavet«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sophia Handler vælger… Recondite
Apollo, torsdag kl. 21.00

»Det lykkedes mig desværre at gå glip af Recondite, da han var forbi Culture Box i slutningen af maj, hvilket jeg nok stadigvæk ikke helt har accepteret. Selvfølgelig vil det være et andet sæt, han præsenterer nu, siden han er sat til at spille allerede før solnedgangstid — men med sin harmoniske houserytme og dunkle synth er klubstemningen omkring Apollo i hvert fald sikret. Selv om jeg naturligvis håber på nogle solrige festivaldage, glæder jeg mig til at køle ned i hans aircondition-agtigt svalende, landskabsinspirerede lydunivers, og måske tage lidt forskud på den sommermelankoli, der altid rammer efter Roskilde«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Denis Kostic vælger… Skepta
Apollo, fredag kl. 02.30

»Grime-kongen med den eksplosive scenetilstedeværelse er næsten det tætteste, man kommer på obligatorisk pensum på årets Roskilde Festival – især hvis man, som jeg, missede ham på Distortion sidste år. Med sig har London-veteranen sin genopstandne popularitet og det benhårde gadedrengsprojekt ’Konnichiwa’, som også fik pæne ord med på vejen her på siden. Det er svært at spå, om energi- eller decibelniveauet bliver højest i denne omgang, men mindst lige så høj er sandsynligheden for en mesterlig oplevelse på Apollo midt om natten. Forvent et shutdown«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Martin Gronemann vælger… Foals
Orange, fredag kl. 18.00

»Roskilde er altid en glimrende anledning til at få sat kryds ved nogle gamle favoritter, man endnu har til gode at opleve live. I år ser jeg særligt meget frem til endelig at se, hvad Foals kan udrette på en scene. Og jeg er spændt på, hvordan deres progressive, komplekse og funky materiale vil tage sig ud på festivalens største scene ved højlys dag. Det bliver forhåbentligt en triumf. Under alle omstændigheder årets must-see koncert for mit vedkommende«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jonas Sølberg vælger… Protomartyr
Pavilion, lørdag kl. 22.15

»Protomartyr er det tætteste, du kommer på en bodegafest på festivalen. Et rum med smadret og tilrøget festivitas, hvor et catchy postpunk/garagerock-band tæver løs i hjørnet, mens Joe Casey laller rundt i et lidt for stort jakkesæt og spoken word-snøvler sine fine tekster ud. Måske elsker jeg det, fordi hans kluntede tilstedeværelse minder mig om den legendariske og ofte tæskelamme Shane MacGowan fra cultbandet The Pogues. Casey er bare mere soigneret, har flere tænder, og står der som en slags Mr. Ordinary og ensom drukkenbolt. Som frontmand ovenpå de huggende trommer og skarpe guitarriff er det en sært euforiserende blanding«.

Læs også: Roskilde Festival afslører årets spilleplan

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af