Sturgill Simpson: Roskilde-aktuel crooner hylder sin førstefødte med svedig country-soul

Sturgill Simpson: Roskilde-aktuel crooner hylder sin førstefødte med svedig country-soul
Foto: Reto Sterchi

Der sker noget med countrymusikken i Guds eget land i disse år. Navne med fokus på en anderledes intim, ærlig og rå form for sangskrivning og instrumentalisering end den gængse Nashville-scenes polerede platituder er skudt op og har invaderet mainstreamen i de seneste to-tre år.

Måske startede det hele med Kacey Musgraves og hendes modige pro-homo-hymne ’Follow Your Arrow’. Mindre glamourøse Chris Stapleton og Jason Isbell, der ligner typer med lige så meget jord under neglene som Musgraves har lak på sine, fører an. Men i virkeligheden er Sturgill Simpson den måske mest sande repræsentant for den outlaw-mentalitet, den nye ’bevægelse’ fører sig frem under med henvisning til 70’ernes no bullshit-countrymusik ført an af Waylon Jennings, Merle Haggard, Willie Nelson og Kris Kristoffersen.

Simpson synger som var han et ekko af Jennings i dennes velmagtsdage. Han blandede denne traditionsbevidsthed med friske lyde og endnu friskere perspektiver på den tre år gamle ’Metamodern Sounds in Country Music’ (et nik til titlen på Ray Charles-albumklassikeren ’Modern Sounds in Country and Western Music’), et fremragende countryalbum, der fik mange – også uden for ’miljøet’ – til at spærre øjnene op.

Fornylig leverede Simpson en lidt kedelig, ensrettet temasang til den (stort set) mislykkede HBO-satsning ’Vinyl’. Om ikke andet siger det noget om, at Simpson virkelig er blevet lagt mærke til. Derfor er det både overraskende og ikke så lidt opkvikkende, at Simpson har valgt at følge sit gennembrud op med en type album, der ikke just vil overbevise Nashvilles mere konservative kustoder om, at han er fremtiden.

Simpson kunne så nemt have kopieret formlen fra sidst, men i stedet har han sammen med blandt andet soul-blæserensemblet The Dap-Kings skabt en sydende syntese af country, soul og bluestung rock. Han synger endda med en stemme, der til tider ligger meget langt fra hans vanlige country-modulationer. Nogle gange giver det en sej Muscle Shoals-agtig feel til albummet, mens man til andre tider føler sig hensat til en funky New Orleans-bar. ’Brace for Impact’ benytter sig endda af en knitrende elektronisk bund.

Det hele er vendt og drejet gennem et konceptuelt prisme: Simpson synger til sin toårige søn om livet – alt det, der er ham i vente, de ting han bør opsøge og de ting, han bør undgå. Faderlige råd, dybest set. Det lyser måske ikke som en indlysende, endsige ophidsende, ramme for et album. Men det fine ved lyrikken på ’A Sailor’s Guide to Earth’ er, at den forener det vejledende med det rammende og rørende (»just know in your heart that we’re always together / and even when I’m gone, I’m still around«) foruden det (røver)historiefortællende, som historien i den fremragende ’Sea Stories’ om dengang Simpson som sømand drak sig plakatstiv i asiatiske havnebyer (han nævner mindst et dusin, herunder Tokyo og Kuala Lumpur) og blandt andet overværede »king cobras fighting in boxing rings« (!).

Mange vil spidse ører over hans cover af Nirvanas ’In Bloom’. Det fine ved Simpsons version er, a sangen kommer til at handle om noget helt andet i hans hænder. Hvor den for Cobain var en slet skjult anklage mod hangarounds og wannabes, så er den for Simpson en anderledes øm skildring af kompromitteret kærlighed. Omkvædets sidste linje – »but he knows not what it means« – får i Simpsons version tilføjet et »to love someone«. Det rykker selvsagt ved sangens sentiment.

Med ’A Sailor’s Guide to Earth’ viser den 37-årige Kentucky-dreng sig ikke så meget som countrygenrens redningsmand som øjeblikkets fyrtårn for amerikansk roots-baseret musik i det hele taget.

Sturgill Simpson. 'A Sailor's Guide to Earth'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af