Grimes – en tour de force i kantet popmusik

Den klassiske opera og barokmusik, der til en start gjaldede udover Falconer Salen fredag aften, gav bange anelser om en Grimes-koncert med mere tryk på art end pop.

Den frygt fik yderligere et nyk opad, da en fugleskræmselslignende solodanser væltede ind på scenen som det første. Men i samme sekund de første sprøde synthakkorder fra ’Genesis’ blev suppleret med et massivt beat, var der ingen tvivl om, at balkonsædderne var de mindst attraktive pladser denne aften.

Claire Boucher var kommet for at danse, og den næste times tour de force ud i kantet popmusik anno 2016 gav således ikke mange ledige øjeblikke til at få vejret i.

Flankeret af en gruppe kvindelig dansere, der lignede nogle, der var faret vild i et 90’er-kitschet overskudslager, var Grimes bevæbnet med et arsenal af synthezisere og andet elektronisk isenkram på en tribune af neonglitrende stanniol. Det lignede og lød som om, at Boucher havde et brag af en fest, som vi gang på gang blev kraftigt opfordret til at deltage i.

Der var sikkert mange, der syntes, hun virkede overgearet mellem numrene i sin vandfaldssnak af afbrudte sætninger og forsikringer om, at det næste nummer var hendes yndlingsnummer. Men sådan er hun bare, og måske er det en måde at dække over den skrøbelige karakter, der gemmer sig bagved. Denne aften var der dog masser af kærlighed i luften, og den famøse ’Go’-single fik alt, hvad den kunne trække med skamløs Skrillex-dubstep.

Men først og fremmest var denne aften en fornem opvisning i, hvad popmusik kan, når man tør udfordre dens konventioner med alverdens skøre og kontrastfyldte indfald. Noget af det mest spektakulære, Grimes har at byde på, er sin stemme. Den skingre, sukkersøde vokalføring sad lige i skabet, også når hun sang falske toner – selv når hun på ’Scream’ gav den gas med primalskrig, lød det stadig godt.

Kun én gang kammede udfordringen af popskabelonerne over i et lidt for artsy-fartsy eksperiment, da det pludselig stod klart, at det nye nummer, Grimes spillede for os, var et psychpoppet cover af Schuberts ’Ave Maria’ (!).

Men når den neonfarvede powerpop på numre som ’Venus Fly’, ’Oblivion’ og lukkeren ’Kill V. Maim’ fik lov at galoppere derudaf på et i øvrigt særdeles vellydende lydsystem, så var og er det altså svært at fatte, at Grimes endnu ikke er blevet en global superstjerne.

Læs interview: Grimes: »Jeg har aldrig sagt, jeg vil være popstjerne«

Læs også: Fem grunde til at vi elsker Grimes’ stil: Under huden på punk/manga-æstetikeren