Lad os bare være ærlige: Hiphop har altid været nem at gøre grin med. Især gangsta- og gaderappens pral med rigdomme (biler, kæder, tøj), dens overdrevne hang til macho-attituder og mange rapperes til tider kvindefjendske og/eller homofobiske tekster har gjort rappere til nemme skydeskiver.
Ovenstående er selvfølgelig en stereotyp beskrivelse af hiphoppens mest ekstreme sider. Alle rappere er ikke simple, materialistiske væsener. Men mange af de troper har alle dage eksisteret i hiphop. De er en del af repertoiret. Selv hiphoppens gode dreng, Kendrick Lamar, har lavet en sang om, at hans pik er lige så stor som Eiffeltårnet.
Derfor har der altid været satire og komik, der glædeligt sigtede mod den nemme skydeskive: Fra Weird Al Yankovic, der forvandlede Chamillionaire-sangen ’Ridin’’ til ’White & Nerdy’, til The Lonely Island (’I’m On A Boat’) og senest Lil Dicky (’Save Dat Money’).
Typisk for alle de amerikanske comedy-rappere er, at den komiske pointe ligger i kontrasten mellem hiphoppens overdrevne materialisme og maskulinitet og så de her (hvide) komikeres nørdede middelklassenatur. Yankovic kontrasterer gangster-rapperen med en ’hvid og nørdet’ karakter, The Lonely Island udstiller det absurde i hiphoppens overdådige musikvideoer, og Lil Dicky laver sange om at spare penge – i modsætning til hiphoppens sange om at ødsle dem væk.
Satire-rappen kommer til Danmark
I Danmark har der været nogle få indslag af satire-rap (Gramsespektrum, Odense Assholes), men det har været undtagelser. Det er først i det seneste år, at det for alvor har taget fat – et tema, jeg og min medvært Mads Viktor også tager op i den spritnye episode af Standard, Soundvenues hiphop-podcast.
Der er pt. tre ret forskellige hovedaktører i den danske satire-rap: BFL, Henrik Blomme og Gigis.
BFL klæder sig i overdreven Vestegns-uniform (Bullrot!) og rapper om deres kamphunde – og om at hænge foran Glostrup-centeret. Deres tekster og fremtoning er en parodi på (eller hyldest til?) Vestegnskultur, der samtidig camouflerer, at crewet faktisk er virkelig stærke rappere med hang til både slagkraftige og catchy tekster.
Henrik Blomme iklæder sig derimod ghettoattitude og bruger overdreven gadeslang. Det er en parodi af gaderap som MellemFingaMuzik og co., og projektet lever af at grine af de mest outrerede elementer af musikken og sprogbrugen. Han er en slags ghettorap-Gulddreng, der iklæder sig genrens mest overdrevne klicheer. Og så har Henrik Blomme endda lavet en parodi på Soundvenue (!) i form af en pastiche på vores videoføljeton ’Mine vigtigste rim’. Soundvenue bliver selvfølgelig stavet Soundvenju. Touché.
Gigis er en lidt anderledes størrelse. De er også ’in character’, men som tegneseriefigurer fra et univers, de selv har skabt. De er karakterer, ikke nødvendigvis karikaturer, der også er malet med en god portion kærlighed. Slemme drenge med et godt hjerte. Derudover har Gigis også lavet hyldester til den ene lærer i skolen, der var sød mod dem (’Gertrud’) og til buslinjen, der har fragtet dem gennem Nørrebro (’Ali’s 5A Freestyle’) – det er altså et lidt mere komplekst univers, vi har at gøre med her.
Fælles for dem alle er dog, at hvor de amerikanske comedy-rappere tit kontrasterede deres eget middelklasse-jeg til den typiske rapper-persona, er de danske satire-rappere til gengæld ’in character’ på en helt anderledes måde: De personificerer ikke længere den hvide middelklasse-knøs på dybt vand, men lever sig ind i rapperroller på en helt anden måde. Der er tydeligvis noget i de her hiphopkarakterer, som satire-rappen føler en trang til at udforske. Men hvad præcis er det? Og hvorfor sker det lige nu?
Satire-rap som modsvar til gaderap
Måske er en del af forklaringen, at dansk hiphop ikke var så givende at gøre grin med før i tiden, fordi den ikke var så markant anderledes end samfundsnormen. Det har nu ændret sig med fremkomsten af gaderap, hvor ghettoliv og kriminalitet tit er centrale emneområder, og hvor kompleks slang fra indvandrermiljøet gennemsyrer teksterne.
Rappere som Sivas, MellemFingaMuzik og Gilli har indført et nyt sprog og en ny attitude i dansk hiphop, som har affødt ekstremt mange efterlignere.
For at simplificere det lidt: Der er ekstremt mange rappere, der laver musik over afrobeats, bruger multikulturel slang og tematiserer ghettolivet. Dermed har vi langt om længe fået en hiphopscene, der er både populær nok og samtidig tilstrækkelig langt væk fra samfundets midte til, at en satirescene kan opstå. Og det har den i den grad gjort. Artister som BFL, Henrik Blomme og Gigis har opnået stor succes med musikvideoer og sange, der tager hiphoppens mest ekstreme sider til yderste konsekvens.
Men som nævnt tidligere, er der alligevel en væsentlig forskel mellem Henrik Blommes rene parodi og Gigis nuancerede, satiriske univers. Og måske er det med kunstnere som Gigis, at satire-rappen kan nå et plan, der er lidt dybere end bare at pege fingre af hiphoppens mest afvigende sider. Ikke at en sang som Henrik Blommes ’Andale (Sjakaler)’ ikke er sjov (og virkelig catchy), men i længden bliver rene parodier måske lidt todimensionelle.
Dansk satire-rap er stadig en ny ting – og det er dansk gaderaps dominans også for den sags skyld. Det er stadig svært at sige præcis, hvor det hele er på vej hen, men det, der gør især Gigis’ univers til noget særligt lige nu, er universets flersidighed og kompleksitet.
Man føler med karaktererne og begynder at forstå dem. Det gør, at man føler, at man griner med karaktererne – ikke af dem. Er det ikke netop det, virkelig god satire skal gøre?
Hør mere om dansk satire-rap i det nye afsnit af Standard, Soundvenues hiphop-podcast – lyt via iTunes HER.