Det er længe siden, det har føltes så svært at forudsige, hvilken retning hiphoppen går i. For efter en årrække, hvor unge bevægelser som Soundcloudrap, emorap og mumblerap har udstukket nye retninger for genren, ankom vi lidt til et dødvande i slutningen af 2019.
Soundcloudrappen er gået mainstream og har opløst sig selv i hiphoppens hovedstrøm. I dag er der masser af bastunge beats og punkattitude at finde i hiphoppen, men den karakteristiske lokalscene fra Florida er forsvundet, og dens stjerner har mistet momentum. Som det så tit sker med subkulturer, er det hele absorberet ind i ledekulturen.
Samtidig er emorappen blevet frarøvet sine største stjerner på tragisk vis. Lil Peep og Juice WRLD er døde af overdoser, mens XXXTentacion blev myrdet. Dermed er en række helt unge kunstnere, der så ud til at skulle præge hiphopscenen de næste mange år, på tragisk vis forsvundet.
Der er altså et tomrum i midten af den unge hiphopscene – en mangel på deciderede bevægelser. Måske er det også derfor, at klassiske, teknisk stærke rappere som Megan Thee Stallion og DaBaby, der samtidig bruger Soundcloud-inspirerede beats, stod for de største gennembrud i 2019. De to kunstnere er for etablerede til denne liste, men vi har fundet ti andre udenlandske rappere, som vi mener har evnerne til at være med til at præge hiphoppen i 2020.
1. Pop Smoke
Med Chief Keef i spidsen eksploderede den voldsomme drill-genre i 2012 i Chicago og etablerede sig i årene efter på uventet vis som det definerende gaderap-udtryk for unge rappere fra udsatte kvarterer i London. I sommeren 2019 kom genren så tilbage til USA, hvor Brooklyn-rapperen Pop Smoke fik et uventet hit i form af ‘Welcome 2 the Party’.
Dén sang, og hele debutmixtapet ‘Meet the Woo’, som den er taget fra, indkapsler præcis, hvad newyorkeren kan. Det er voldsom, tordnende gangstarap, der både trækker tråde til UK-varianten af drill, fordi den er produceret af London-beatmageren 8080Melo, men også har noget af den beskidte undertone, som man kender fra klassisk New York-rap a la 50 Cent.
2. Rod Wave
Den sidste tid er alverdens gaderappere sprunget ud som croonere, der bruger autotune til at fortælle ghettoens historier. Og ingen har taget dén tilgang til hiphopflows så langt som Rod Wave.
Rapperen, som fik et stort hit i efteråret 2019 med ‘Heart On Ice’, der senest blev remixet af forbilledet Lil Durk, tager nemlig stilen helt over til blues-agtig klagesang, hvor vokalen virkelig får lov til at præge sangene.
Det nærmeste forbillede er nok Kevin Gates, som han har lavet den fantastiske saxofon-ballade ‘Cuban Links’ med, men ikke engang Gates er så langt inde i sine følelser som Wave – og dermed er han nok dén rapper, der klarest indkapsler hiphoppens nuværende tendens, der forener gadefortællinger med følelser.
3. City Girls
Ja ja, vi ved det godt: City Girls kunne snildt have været med på sidste års ‘hold øje med’-liste. Den attitudefulde trap-duo fra Miami var jo trods alt både samplet og namedroppet på Drakes megasingle ‘In My Feelings’ fra 2018. Men alligevel: Det føles som om, det er nu, det kan ske.
For selv om duoen har hittet med ‘Act Up’ og lavet en viral musikvideo til sangen ‘Twerk’ med Cardi B, har den ene City Girls-halvdel, JT, siddet fængslet for kreditkortsvindel det meste af 2019 – hvilket har sat lidt en stopper for gruppens momentum. Nu er hun ude og har allerede vist sit lyriske talent med ‘JT First Day Out’. Så vi tør godt satse på, at 2019 kun var en intro – 2020 kan derimod blive City Girls’ år for alvor.
4. Guapdad4000
Guapdad4000 er svær at definere. Til dels er han en del af en underlig scam rap-bølge, der laver sært specifik musik om kriminelle snydeoperationer – som hans benhårde sang ‘Scammin’ med Mozzy. Her får han kreditkortsvindel til at lyde så sjovt som en tur i Tivoli.
Men Guapdad4000, der er en smooth, silkeblød rapper i traditionen fra Cam’ron og Mase, fik samtidig et gennembrud ved at dukke op flere gange på J. Coles Dreamville-opsamlingsalbum ‘Revenge of the Dreamers 3’. Han en også en del af Zoink Gang med J.I.D, Smino, Buddy og EarthGang, og han har lavet ‘Gucci Pajamas’ med Chance the Rapper og Charlie Wilson. I de her konstellationer er det altid Guapdad4000, man husker bedst – hans nærmest flydende flow skaber sangene.
5. Nafe Smallz
Nafe Smallz har en ekstremt god sans for autotunet melodi og døsige stemninger, der gør ham til noget i retning af den engelske Travis Scott. Det har gjort, at rapperen skiller sig ud på den ellers overfyldte britiske scene, der stadig er domineret af lyrisk grime, voldsom UK drill og bouncy afrobeats.
Det har faktisk været tydeligt, allerede siden rapperen lagde en legendarisk freestyle hos ‘Fire In the Booth’ i 2016, men 2019 var begyndelsen på et bredere gennembrud. Først håndterede han det suverænt tilbagelænede omkvæd på Skepta-singlen ‘Greaze Mode’, og derefter udgav han det stærke ‘Good Love’-album med hittet ‘Bad to the Bone’.
6. Teejay6x
Teejay6x leverer manualer til at scamme og snyde i et skævt flow, der lyder lidt som en Lil B i sit rablende hjørne. Det lyder som en komisk karikeret skurks stream of consciousness-tanker, fordi teksterne er fyldt med humor og detaljerigdom, der efterhånden er sjælden i nutidens hiphop. Som når han forklarer, hvordan han bruger en TOR-browser og en VPN for at lave kriminelle tricks på internettet på ‘Dark Web’.
Sange som ovennævnte og ‘Swipe Story’ er underligt specifikke sketches fra en småkriminels dagbog, og det er netop det specifikke og personlige ved dem, der er underholdende. Og så er Teejay6x også bare god til at skabe en persona – som da han spillede en koncert i New York og fakede sin egen anholdelse. Forvent mange flere scams i 2020.
7. Ghetto Sage (og Pivot Gang)
Hvis man er til alternativ Chicago-rap, der forvalter arven fra Old Kanye og tidlig Chance, så er Ghetto Sage ikke bare en velsignelse, det er selve den hellige gral. For bag dét navn gemmer der sig tre af byens stærkeste rappere fra byens alternative scene: Noname, Saba og Smino.
Indtil videre har vi kun hørt den minimale og overlegne ‘Häagen Dazs’, hvor de tre rappere allerede viser, hvor sublimt deres flows smelter sammen. Forhåbentlig kommer der meget mere i 2020. Hvis man dog ikke kan vente så meget som en dag mere, så anbefaler vi hermed også Pivot Gang, der er Sabas crew, der debuterede med albummet ‘You Can’t Sit With Us’ i 2019.
8. Polo G (og Lil Tjay)
2019 var året, hvor rappere for alvor blev croonere – jf. Rod Wave – og de største nye gennembrud inden for dén udvikling var Polo G og Lil Tjay, hvis fælles hit ‘Pop Out’ er en form for melankolsk gangsterhymne. Det er lyden af pistoler, der affyres, men samtidig også af tårer, der triller.
Den her nye, eftertænksomme trap fik et foreløbigt hovedværk med Polo G’s ‘Die a Legend’-album fra 2019, der lyder som en fortsættelse af den autotunede drill, som Lil Durk (der også er fra Chicago) indledte på klassikere som ‘Dis Ain’ What You Want’ tilbage i 2013.
9. NLE Choppa
Soundcloud-rappen er død, men dens hang til tordnende beats og aggressive rim lever videre i nye former. Og for tiden er der ingen, der forvalter den arv bedre end NLE Choppa. Den kun 17-årige rapper fra Memphis udgav en rakke exceptionelt hårdtslående sange gennem 2019 – især ‘Camelot’ og ‘Shotta Flow’ var uundgåelige manifesteringer af, at rapperen havde ramt tidsånden.
Hvis han fortsætter i dén nærmest åndeløse stil, har han potentialet til at blive for 2020, hvad DaBaby var for 2019: En rapper, der fræser gennem sine tekster med tordnende fart og inkorporerer Soundcloud-musikkens tungeste elementer i en ny stilretning.
10. Baby Keem
Okay, indrømmet: Det her er lidt af et wildcard. Baby Keem er netop nu en mindre sensation på TikTok takket være hans catchy ‘Orange Soda’, der bygger videre på nogle af de lalleglade, melodiske tendenser, der har vundet indpas i den unge hiphop igen, efter den gloomy alvor fra emorap og Soundcloudrap er forsvundet mere og mere.
Den unge rapper har dog boblet i undergrunden længe. Han har blandt andet skrevet tekster for Schoolboy Q og til ‘Black Panther’-soundtracket, og på Instagram har han postet et billede, hvor han hænger ud med Jay-Z. Så helt ud af det blå kom han dog ikke. Måske er Baby Keem dén uventede rapper, der altså brager ind på scenen i 2020?
Hvem ved – og det er jo det, man glemmer med lister som denne her. De mest glædelige overraskelser er tit dem, som ingen liste kan forudse.