SERIE. Kevin Gates navngav sit gennembruds-mixtape efter en filmkarakter, der ikke kunne være mere forskellig fra ham selv. Luca Brasi er en lejemorder i ‘The Godfather’, der er loyal og dedikeret, men som ikke ligefrem har ordet i sin magt. Da han skal gratulere Don Corleone på hans datters bryllupsdag, kan han knap få de sætninger ud, der skal udtrykke hans følelser.
Kevin Gates helt store styrke er til gengæld, at han får så meget følelse ind i gangstarappen, at det nærmest bliver en helt ny genre. Gaderapperen fra Baton Rouge er i virkeligheden en anti-Brasi: Han kan slet ikke lade være med at lade følelserne boble over. Og ‘The Luca Brasi Story’ er tidspunktet, hvor han for alvor lykkes ham at indånde klassisk trap og gangstarap med en ny form for emotionel grundtone – Gates’ version af gangstarap emmer af patos og runger af følelse.
Der er noget råt og ufiltreret ved Kevin Gates. Det føles som om, han giver alt. Og han har meget at fortælle – for mixtapet kom ikke ud af det blå, men gennem mange års kamp i undergrunden og trods et liv levet på gadehjørnet og i trap-huse.
Hvordan blev det til?
I begyndelsen af 10’erne kunne rappere pludselig blive stjerner, selv om de kun havde få sange ude. Hiphopblogs var store, og internethype kunne hurtigt skabe en karriere. Teenagere kunne blive rapstjerner efter et enkelt lykketræf.
Men Kevin Gates var ikke en af den slags internetsucceshistorier. Han er på mange måder en gammeldags rapper med en klassisk historie: Han kæmpede sig op gennem den noget underbelyste hiphopscene i Baton Rouge og måtte komme igennem et liv på kanten med loven, før hiphopkarrieren lykkedes. Gates’ fortælling handler ikke om hype, men om struggle.
Rapperen fra sydstaterne udgav allerede et mixtape (‘Pick of Da Litter’) i 2007 med gæsteoptrædener fra lokalstjerner som Webbie og Lil Boosie – hvilket betød en ultimativ blåstempling i Baton Rouge. Men lige da det så ud til at gå den rette vej, røg Kevin Gates i fængsel på grund af narko- og våbenrelaterede forbrydelser. Her sad han mellem 2008 og 2011, og da han kom ud, måtte han starte forfra.
I 2012 udgav han mixtapet ‘Make ‘Em Believe’, hvilket førte til en kontrakt hos Lil Waynes Young Money-label. Wayne var en af de største rappere i verden på det tidspunkt, så umiddelbart lød det jo fantastisk. Men Young Money var fyldt med artister, der aldrig fik udgivet noget, og Gates’ karriere gik da også i stå.
Eller, det vil sige: Den gik i stå i forhold til mainstreamsucces. For i Baton Rouge var Kevin Gates blevet en stjerne takket være en strid strøm af lokale hits. Mange så ham som Lil Boosies efterfølger: En rapper, der lod sorg, lykke og smerte skinne igennem sine gadefortællinger. En kunster med ridser i lakken og sprækker i rustningen. Det var egentlig til den lokalscene, at mixtapet ‘The Luca Brasi Story’ var tænkt. Men pludselig spredte rygtet om den her syngende rapper fra Baton Rouges gader sig, og så – seks år efter sin første udgivelse – var Kevin Gates alligevel pludselig blevet rapperen, alle talte om.
Hvordan lyder det?
Uanset om han rapper om at sælge stoffer (‘Paper Chasers’, ‘Narco Trafficante’), om at være forelsket (‘Neon Lights’, ‘Around Me’) eller bare beskriver gadelivet (‘Hero’), lyder Kevin Gates altid som om, han mener det lidt mere end alle andre. Stedvis growler han nærmest ordene sammenbidt, andre steder synger han ømt blot for pludselig at skifte tone og stemning igen. Det er en følelsesmæssig rutsjebanetur gennem Kevin Gates liv, vi får på ‘The Luca Brasi Story’.
Den her bramfri stil har senere resulteret i bizarre interviews, hvor Kevin Gates blandt andet er gået viralt med videoer, hvor han eksempelvis siger, at han er kærester med sin kusine, eller at han elsker at slikke røvhul. Men samme næsten overdrevne ærlighed gør hans musik så stærk.
Som ‘Hold Ya Head’, hvor et kor af »Gates!«-udråb soundtracker en fortælling om at overvinde alle sine tvivl og tro på sig selv. Eller ‘IHOP’ og ‘IDGAF’, hvor han drysser specifikke navne ind i sine fortællinger, så man nærmest føler, at han forsøger at rede trådene ud i sit liv direkte i sangen. Samtidig er han ikke bange for at omfavne sine mest sentimentale sider: Hvilken anden rapper ville turde at lave en sang om ‘Twilight’? Jep: Der er en trap-sang på det her mixtape, hvor Gates rapper fra den forelskede vampyrs perspektiv.
Det er på mange måder gadelivet og kærligheden, der danner de to modpoler i Kevin Gates’ univers. Men selv inden for de to scenarier, er der tit en dobbelttydighed. Det ene sekund er gaden hans kongerige, hvor han er totalt urørlig, det næste ser han fjender over alt. Det ene sekund laver han ømme kærlighedssange, der handler om seperationsangst, som ‘Arms of a Stranger’, det næste bliver han forrådt: »Let me slip and go back to jail / watch how many niggas she fuck« (‘IDGAF’).
De her sange foregår over relativt klassiske trap-beats, så det er tit Kevin Gates’ egen blues-agtigt emotionelle stemme, der indånder sangene med liv. Han synger, rapper, flæber, råber og alt derimellem. Der er en form for løssluppen, ligefrem følsomhed og ærlighed i hans musik. Det virker ægte. Og det er derfor, hans musik stadig har indflydelse i dag.
Hvad har det betydet?
‘The Luca Brasi Story’ udkom i kølvandet på Drake og Futures succes, og i begyndelsen blev Gates’ vokal (der også bruger sang i lige så høj udstrækning som rap) sammenlignet med de to mere poporienterede rappere. Men forskellen er, at Kevin Gates aldrig zoomede ud og lavede musik, der pegede væk fra hans umiddelbare situation på gaden. Future begyndte for eksempel at lave popsange med Miley Cyrus, og Drake har alle dage været meget bevidst om, at hans musik skal ramme bredt.
Kevin Gates blev i sin egen boble: De her sange er stadig totalt funderede i gadens trap-univers og i Kevin Gates umiddelbare virkelighed. Kærlighedssangene virker ikke som sange til nogen, men som passionerede dagbogsnotater (hans yndlingsbog er også den romantiske ‘The Notebook’), og gadesangene er næsten hæmningsløse i deres eufori. Det er dén blanding af jordnære og personlige tematikker og store melodier og følelser, der har inspireret en række artister efter Gates.
Nogle af de mest åbenlyse er gaderappere, der tør være sårbare og følsomme og omfavner melodi. Det er faktisk blevet en stor afgrening af gangstarap med folk som YoungBoy Never Broke Again, Lil Durk og senest Roddy Ricch. Eller hos vestkystrapperen 03 Greedo, der netop har fået en stor fængselsdom, men som før da lavede en form for hiphop, han kaldte »emomusik til bandemedlemmer«.
Alle de rappere er kompromisløse i deres tekster: Deres univers er gadens univers, og horisonten er sjældent længere væk end næste boligblok. Men deres melodier og sang-flows er lige så varierede som hos Kevin Gates, og de bruger dem (igen ligesom Gates) til at fremstille et ghettorap-univers, der er langt mere nuanceret, end man er vant til.
Den her bluesrefererende måde at besynge sin egen historie på, har Kevin Gates til dels adopteret fra Lil Boosie – men han har accentueret alle dele af tilværelsen med endnu mere intensitet end forløberen. Og så har han selvfølgelig tilføjet melodiske, sang-baserede flows, som Boosie ikke dyrkede. På den måde har Kevin Gates skabt sin egen kunstneriske stil, der stadig præger gaderappen i dag.
Kevin Gates selv fik også uventet stor kommerciel succes. Det lå ikke i kortene for en rapper, der nægtede at lefle for nogen, og som altid holdt sig til at fremstille den intime verden, han kendte. Men hans melodiske side fik sange som ‘2 Phones’ og ‘Really Really’ til at blive store hit og gjorde ‘Islah’ til et af de mest sælgende hiphopalbum i 2016. Kort efter røg Kevin Gates dog i fængsel igen, men blev løsladt i 2018. Nu laver han musik igen, og han har ikke ændret sig meget. Han er stadig Kevin Gates. Det seneste album hedder ‘Luca Brasi 3’ og er en efterfølger til mixtapet, du lige har læst om.
Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #2: Cormega satte punktum for New Yorks guldalder på ‘The Realness’ (2001)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #3: Cam’ron introducerer verden for DipSet på ‘Diplomats Volume 1’ (2002)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #4: T.I. grundlægger og navngiver trap-genren (2003)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #7: ‘Bad Azz’ gør Lil Boosie til sydens Tupac (2006)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #8: Prodigy skaber det ultimative comeback med ‘Return of the Mac’ (2007)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #9: Begyndelsen på trap-musikkens store Gucci Mane-æra (2008)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #10: Da Max B og French Montana surfede på coke wave-bølgen (2009)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #13: Riff Raf skaber verdens første memerap-mesterværk (2012)