2003 var et stort år for hiphop. Ikke nødvendigvis (kun) fordi, der blev udgivet mange stærke album. Men fordi alt var så overdrevet. Det var et maksimalistisk år.
Jay-Z tog sin store (og foreløbige, viste det sig) afsked med hiphop på det teatralske opus ’The Black Album’, 50 Cent indledte G-Unit-æraen med det storsælgende ‘Get Rich Or Die Tryin’, og Outkast kronede karrieren med det exceptionelt succesfulde dobbeltalbum ’Speakerboxxx / The Love Below’.
Så nej, der var ikke vildt mange uden for Atlanta og sydstaterne, der lagde mærke til den mindre revolution, T.I. igangsatte med ’Trap Muzik’. Der var simpelthen for meget larm, til at han for alvor kunne trænge igennem. Men hvis du lytter til den toneangivende hiphop i 2018, kan du nok væsentlig nemmere mærke T.I.s indflydelse end nogen af de ovennævntes.
’Trap Muzik’ grundlagde og navngav nemlig den hårde og farverige gangsta-rap fra Atlanta, der hurtigt blev kendt som ’trap’. Han ændrede sydstaternes musik for bestandig – væk fra Outkasts funky excentrikere til noget mere beskidt, tungt og gadeorienteret. Nu, 15 år senere, er det netop trap fra Atlanta og omegn, der sætter tonen for, hvilken retning hiphoppen går i.
Atlanta er blevet hiphoppens hovedstad, og trap er den dominerende genre. Og det hele startede med T.I. i 2003.
Hvordan blev det til?
T.I. var en narkodealende gangstarapper i en by, hvor narkodealende gangstarappere ikke var normen. For mens vest- og østkysten længe havde haft gaden i fokus, var Atlanta domineret af funkede excentrikere som Outkast, højtråbende festaber som Lil Jon eller smooth klubmusik fra den lokale Puffy-klon Jermaine Dupri.
Der var ikke meget musik fra the trap, som drugdealerne kaldte stederne, de handlede. Men T.I.’s mission var fra start af at vise Atlantas bagside og skabe lyden til den.
Problemet var bare, at ingen ville lytte til den drugdealende rapper ved navn Clifford Harris. Hans første album, ‘I’m Serious’ fra 2001, fejlede kommercielt, og han blev fyret fra sit pladeselskab. Men T.I. skiftede ikke stil efter det første nederlag. Tværtimod. Han udgav en række mixtapes sammen med en vis DJ Drama, der senere opbyggede et mindre mixtape-imperium. Udgivelserne havde lokal succes, og T.I. byggede på sin hype ved blandt andet at gæste Bone Crushers hit ‘Neva Scared’.
Det hårde arbejde udmundede sig i en ny pladekontrakt og mere kunstnerisk kontrol via et eget underlabel, der hed Grand Hustle. Og denne gang var der intet, der kunne holde T.I. tilbage. ‘Trap Muzik’ er hans første store gennembrud, også takket være de bombastiske singler ‘Rubber Band Man’ og ’24’s’, der står tilbage som de første store trap-hits nogensinde.
Det helt store globale gennembrud fulgte senere med albummene ‘Urban Legend’ og ‘King’, og derefter gjorde ‘T.I. vs. T.I.P.’ ham for alvor til popstjerne. Men det er ‘Trap Muzik’-albummet, der har defineret Atlanta-rapperen. Det er her, den 22-årige Clifford Harris for alvor bliver til T.I.: Rapperen, der træder frem som en ny form for Atlanta-stjerne og introducerer verden for trap-genren.
Hvordan lyder det?
Når man hører de store ‘Trap Muzik’-hits som ’24’s’ og ‘Rubber Band Man’, kan man nærmest høre fødslen af en ny genre. Produktionerne er tunge og marcherende, og de har den der euforiske, nærmest overmodige følelse, som er synonym med trap. De her sange er begyndelsen på en ny æra.
Men der er også nogle væsentlige forskelle til det, man i dag kalder trap – både i lydbilledet og i T.I.’s flow.
Lad os starte med vokalen. T.I. er ikke en bombastisk rapper som Young Jeezy, og han er ikke en excentriker som Gucci Mane. Hans kendetegn er mere en form for overlegen elegance. Trap-opfinderens flow er fyldt med komplekse rim og hentydninger, men han leverer det i en henkastet strøm af sprog.
Samtidig er produktionerne langt fra lige så bombastiske som nutidens trap. Men starten til udviklingen mod en tungere Atlanta-lyd er tydelig, primært fordi T.I.’s hovedproducer DJ Toomp rykker soulsamples eller andre elementer ind i et univers af tunge trommer og bombastisk bas. Han får de vante lyde til at gynge på en helt ny måde.
‘Trap Muzik’ har desuden et par beats af en ung pre-‘College Dropout’ Kanye West, men det er helt tydeligt, at alt bliver en del mere tungt og, ja, trappet, når det er Toomp, der producerer (det havde Kanye vist også spottet: Han hyrede Toomp til at hjælpe ham på ‘Graduation’, da han ville væk fra soullyden).
Dobbeltheden i produktionerne afspejles også i T.I.’s tekster. For han er netop ikke en samvittighedsløs gangster a la Young Jeezy eller Rick Ross, men fremstår frem for alt splittet. Og på sit andet album skildrer han gadens moralske dilemmaer på en så troværdig måde, at man forstår, hvorfor Pharrell kaldte ham for »sydens Jay-Z«.
Vi får således både sange som ’Rubber Band Man’, hvor Atlanta-rapperen svælger i sin status som uovervindelig, rig dealer. Men der er lige så mange sange som ’Be Better Than Me’, hvor han frasiger sig livsstilen og reflekterer over, at et liv i the trap er et liv på begrænset tid. Helt konkret bliver den indre konflikt på sangen ‘T.I. vs. T.I.P’, hvor rapperen diskuterer med sig selv – et koncept han i øvrigt gjorde til et helt album senere i karrieren.
Ambivalensen ligger også i selve ordet trap. Trap er både stedet, hvor der bliver solgt stoffer, og musikgenren, der soundtracker det liv. Men samtidig er der selvfølgelig en skæbnesvanger symbolik i at kalde sit liv som narkodealer for en »fælde«.
Dén dobbelthed er måske gået tabt i trap-genren siden, men hos T.I. er den det allervigtigste.
Hvad har det betydet?
‘Trap Muzik’ markerer et stort ryk for T.I., men også for Atlantas musikmiljø, og for hiphoppen som helhed.
T.I. selv blev en global stjerne, der solgte millioner af album. Han kaldte sig ‘King of da South’ på sangen af samme navn, og der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved titlen. Hvis nogen alligevel udfordrede ham, udslettede han dem – prøv at google Lil Flip for at finde et eksempel. I kølvandet på 00’erne skrev Atlantas nye stjerner, Young Jeezy og Gucci Mane, videre på trap-historien med gennembruds-mixtapes, der hed ‘Trap Or Die’ og ‘Trap House’. Trap-bølgen var sat i gang.
Samtidig kan man ikke benægte, at den trap, der dominerer i dag, er ret langt fra musikken på T.I.’s album fra 2003. For der er ikke mange, der har efterlignet T.I.’s komplekse, elegante rapstil eller den soulede undertone, der alligevel præger produktionerne.
Lidt firkantet kan man sige, at selv om ‘Trap Muzik’ navngav genren og flyttede fokus mod Atlantas gader, så lyder trapbeats i dag mere som Three 6 Mafia, og trapflows minder mere om Gucci Mane, Young Jeezy eller Lil Wayne. På den måde er ‘Trap Muzik’ ikke en direkte skabelon for nutidens lyd, men katalysatoren for den proces, der har ført til den senere trap.
Så opfandt T.I. egentlig trap? Netop det har Gucci Mane og T.I. skændtes heftigt om, da Gucci for nylig hævdede, at han var faderen til trap, hvilket T.I. var pænt uenig i. Og på en måde har de faktisk begge ret. For ja, Gucci Mane er nok en større konkret indflydelse på nutidens lyd. Men det var T.I.’s trap-revolution på ‘Trap Muzik’, der indledte den bevægelse, der senere blev fuldført af folk som Gucci Mane.
Der er helt enkelt ingen trap uden T.I. Så hvis ikke han er trappens far, må det være fordi, han er dens bedstefar.
Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #2: Cormega satte punktum for New Yorks guldalder på ‘The Realness’ (2001)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #3: Cam’ron introducerer verden for DipSet på ‘Diplomats Volume 1’ (2002)