2008 var Lil Waynes år, men fremtiden tilhørte Gucci Mane.
Førstnævnte kronede sin storhedstid i anden halvdel af 00’erne med ‘Tha Carter 3’-albummet, der havde hits som ‘Lollipop’ og ‘A Milli’. Udgivelsen havde helt astronomiske salgstal, men var samtidig sidste gang, Lil Wayne lød så uovervindelig. Det var et slutpunkt, ikke en begyndelse.
Det var omvendt for Gucci Mane, der samtidig udgav et helt utroligt antal sange i 2008 og begyndte at rokke ved mixtape-tronen, som Lil Wayne ellers havde siddet på et par år. Gucci udgav stribevis af stærke mixtapes i 2008: ‘EA Sportscenter’, ‘Zone 6 To Duval’ og ‘Gucci Sosa’, for bare at nævne nogle af de vigtigste. Produktiviteten var så vanvittig, at hiphopblogs lavede lister med Gucci Manes 50 bedste sange i 2008.
Det er egentlig umuligt at pege på ét mixtape, der er Guccis ubestridte klassiker. Men gennem hele karrieren er det udgivelserne i ‘The Movie’-serien, der er hans vigtigste. Det stærkeste er nok ‘The Burrprint (The Movie 3D)’ fra 2009, men det var det første ‘Movie’-mixtape, der banede vejen til, at han blev hiphoppens måske største kultfigur. Og det var her, Gucci Mane trådte i karakter som Atlantas kommende stjerne.
Dén status bibeholdt han i mange år og brugte platformen til at skabe hele trapscenen, som vi kender den i dag. Folk som Young Thug, Waka Flocka Flame, Migos og Future var i lære hos Gucci, der formede dem til stjerner. Samtidig blev trapscenen den toneangivende hiphopgenre globalt, så på en måde bærer hele hiphopverdenen Gucci Manes fingeraftryk.
Det lå ellers ikke lige i kortene, at det skulle blive sådan. For siden det første gennembrud med ‘Icy’ i 2005 var Gucci Mane ikke bare forsvundet lidt fra mainstreamen. Folk havde sendt røvere og mordere efter ham – hvilket resulterede i, at Gucci Mane havde dræbt en overfaldsmand, der var efter ham. Og det fik konsekvenser.
Hvordan blev det til?
‘Icy’ fra 2005 var et samarbejde mellem to af Atlantas største talenter i form af Gucci Mane og Young Jeezy, men det venskab forliste hurtigt. De to rappere skændtes over rettighederne til sangen, og i første omgang lignede det et nederlag for Gucci Mane.
For Jeezy blev Atlantas toneangivende rapper med albummet ‘Let’s Get It: Thug Motivation’ fra 2005, og samtidig rappede konkurrenten på diss-tracket ‘Stay Strapped’, at han havde udlovet en dusør på 10.000 dollars til den, der kunne stjæle Gucci Manes kæde.
Dén dusør prøvede nogen at inkassere ved at røve Gucci, da han besøgte en stripper. Men det skulle de ikke have gjort. For Gucci Mane kæmpede imod og skød og dræbte en af overfaldsmændene. De andre flygtede. Den dræbte viste sig at være Pookie Loc fra Jeezys crew.
Det startede ikke bare en eskalering af beefen, det medførte også en mordanklage. Gucci blev dog frikendt grundet selvforsvar og rappede senere om, hvordan han havde begravet Jeezys håndlanger i skoven. Ekstremt grove sager.
Men hvad betød det for Gucci Manes musik? I første omgang ikke så meget: Jeezy sad klart på byens trone. Men i løbet af 2008 sker den her forvandling i Gucci Mane, hvor han pludselig spytter det ene mixtape ud efter det andet.
Og hvor Jeezy favoriserede bombastisk, gotisk trap, der fik crack-salg til at lyde som en næsten religiøs aktivitet, opfandt Gucci Mane en legesyg, melodisk stil, der skulle blive stilskabende i mange år fremad.
Hvordan lyder det?
Man skal lige vænne sig til ham.
For Gucci Mane mumler og snøvler, hvilket tit skjuler ordenes betydning første gang, man hører en sang. Samtidig kan han pludselig accelerere sit flow som på ‘Georgia’, og han kan rappe som prototypen på en mumblerapper på ‘I’m A Star’. Okay, måske snarere en ekstremt snalret og exceptionelt ordforelsket mumblerapper.
For et af Gucci Manes kendetegn, der længe blev undervurderet, er hans finurlige formuleringer og originale sprogbrug. Nej, han er ikke en Lil Wayne, der serverer sine punchlines klart, tydeligt og skarpt. Hos Gucci Mane er de geniale linjer gemt under hans snøvlende mumle-flow, som guldkorn gemt under en strøm af mudder.
Det handler samtidig tit ligeså meget om, hvordan han siger linjerne. Som på konceptsangen ‘I Live In a TV’, hvor han hans snøvlende flow spytter filmmetaforer ud i én lang køre: »Scarface Gucci, my life’s a motion picture / Gucci Tarantino, Casino, Gucci Pacino / I’m Gucci Mane Soprano, more keys than a grand piano«.
Et af mixtapets store højdepunkter er undergrundshittet ‘Photo Shoot’, hvor hele sangen kredser om, at folk vil tage billeder af ham, fordi hans biler og diamanter er så flotte: »Jewelry game amazing / car game crazy / Gucci Mane LaFlare walking ’round the city say cheese«. Det er da et genialt billede: Gucci Mane, der vandrer rundt i byen med et stort smil, fordi folk vil tage billeder, når de ser hans flotte kæder og biler.
Konceptsange som den blev senere et af Gucci Manes kendetegn, som hittet ‘Lemonade’, hvor han rapper om alle de ting, han har, der er gule. Men tit kommer Gucci Manes bedste linjer faktisk ud af, at han beskriver den samme ting utallige gange, men konstant på nye måder. Som hans kokain, der ikke bare er hvidt, men ligner indersiden af en kokosnød (‘Gangsta Movie’).
Nogle gange får han sange til at blive større, end de egentlig burde være, bare ved karisma og entusiasme. Som når han udbryder det her på ‘Add It Up’: »Outfit from Siciliy, bank account in Switzerland – literally!«
Eller på ‘Kill the Parking Lot’, der nok er den mest medrivende sang om at have en flot bil på parkeringspladsen nogensinde. Gucci er så glad, han ikke kan stoppe med at sige sit eget navn: »Gucci smoke kush in blunts / Gucci got ten gold fronts / Gucci got Vettes, Gucci got Dunks / Gucci got machine guns, Gucci got pumps!«.
På ‘Money Tall’ bruger han igen den her glade gentagelse, men lader strukturen gå i opløsning, så man selv skal tænke den sidste sætning færdig: »Water charm, water ring / water pussy, water brain / water bracelet, water necklace / VVS’s? Yes, you guessed it«.
Det er ikke klassisk, teknisk overlegen rap, det her. Men det har noget andet: Overskud, overlegenhed og en eller anden unik elegance. I sidste ende er det nok netop Gucci Manes karisma, der skinner ud gennem linjerne. Alle de skæve konceptsange, originale formuleringer og euforiske opremsninger er i princippet symptomer på den store personlighed, der var ankommet på hiphopscenen her.
Hvad har det betydet?
Gucci Mane er stjernen i midten af trap-solsystemet. Og Atlantas trapscene er centrum for hele hiphopuniverset. Så jo, udgivelsen der katapulterede Gucci Mane til mixtapestjerne-status har betydet en hel del.
Selve hans musik har dannet skole på den måde, at hans mere flersidige flows og overskudsagtige sangkoncepter præger trapscenen i langt højere grad end Young Jeezys bombastiske crackdealer-trap. Artister som eksempelvis Migos er klare efterkommere af Gucci Mane.
Samtidig var Gucci Mane en pioner inden for ad-libs. Den nu allestedsnærværende »skrrt«-ad-lib, som især Chief Keef har populariseret, stammer fra Gucci. På ‘The Movie’ er det især to ad-libs, der stikker ud, og som er legendariske: Det langtrukne »yeah!« og det helt abrupte »brrr!«
Men det er ikke kun selve Gucci Manes værker, der er kernen i hans indflydelse. Det er miljøet, han skabte i Atlanta. For mainstreamsuccesen indfandt sig egentlig aldrig: Det var den her underlige artist simpelthen for anderledes til. Især da han i årene efter 2008 udviklede et heftigt narkomisbrug, tatoverede en gigantisk isvaffel på kinden og blev dømt for en række voldssager.
I stedet for mainstreamstjerne blev Gucci Mane til gengæld en lokal godfather i Atlanta. Han hyrede de bedste trap-producere ind i byens studier og satte dem sammen med de største talenter. Folk som Young Thug, Waka Flocka Flame, Future, Migos og utallige andre fik deres første gennembrud via Gucci Mane. Han skabte mere eller mindre trap-miljøet, som vi kender det i dag.
Og det var ikke kun rappere, Gucci Mane hentede ind til sit store trap-projekt i Atlanta. Det var også producere. Førhen kredsede hiphopverdenen nemlig tit om én stor beatmager: Neptunes, Timbaland, Lil Jon eller Scott Storch. Men Gucci brugte ingen af dem. I stedet introducerede han en lang række lokale trap-producere: Zaytoven, Drumma Boy, Fatboi og Mike Will Made It, som Gucci Mane faktisk døbte på ‘Kill the Parking Lot’ fra ‘The Movie’: »Mike Will made it / Gucci Mane slayed it!«
Siden da er den her decentraliserede producer-tilgang blevet normen. I dag er der sjældent én altoverskyggende producer, men et større cast af beatmagere fra Atlanta, der tager traplyden i nye retninger.
For Gucci Mane selv fulgte nogle turbulente år. Hans narkomisbrug eskalerede, og en række sager endte med at sende ham i fængsel. Han fik tatoveret en kæmpe isvaffel på kinden og blev indlagt på et psykiatrisk hospital. På et tidspunkt havde han et breakdown på Twitter, hvor han svinede alle, han kendte. Kort efter blev han anholdt.
Det lignede, at det ville slutte grumt. Mens den trapscene, Gucci havde skabt, blev hiphoppens dominerende centrum, så det ud til, at manden bag hele projektet gik til grunde.
Men så, en sommerdag i 2016, blev Gucci Mane løsladt efter et par år i fængsel og så fuldstændig forvandlet ud. Slank, stærk, smilende. Siden da har alt lignet et næsten kitschet happy end: Hiphopverdenen ligger for hans fødder. Gucci Mane holder sig clean. Han er blevet gift og virker oprigtigt lykkelig.
Gucci Mane har altid været uforudsigelig og fuld af overraskelser. Men den her solstråleslutning på historien er nok den mest fantastiske overraskelse af dem alle.
Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #2: Cormega satte punktum for New Yorks guldalder på ‘The Realness’ (2001)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #3: Cam’ron introducerer verden for DipSet på ‘Diplomats Volume 1’ (2002)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #4: T.I. grundlægger og navngiver trap-genren (2003)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #7: ‘Bad Azz’ gør Lil Boosie til sydens Tupac (2006)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #8: Prodigy skaber det ultimative comeback med ‘Return of the Mac’ (2007)