Man skal nok have levet under en sten det meste af 2020 for ikke at have opdaget, at det ser pænt sort ud for livemusikken for tiden. Men der sker faktisk alligevel en del på livemusik-fronten – om end primært virtuelt.
Lil Uzi Vert og Megan Thee Stallion gav således stort anlagte shows i samarbejde med Tidal tilbage i august, og samtidig har sydkoreanske popkunstnere vist vejen frem med gigantiske koncerter, der har trukket hundredetusindvis af betalende ‘gæster’.
Nu følger en af verdens absolut største popstjerner trop med en stort anlagt virtuel koncert, der altså også kræver billetadgang. Billie Eilish har nemlig netop annonceret ‘Where Do We Go? The Livestream’, der finder sted 24. oktober. Det bliver spændende at se, om Eilish kan gøre k-pop-artisterne kunsten efter og skabe et virtuelt masseevent.
Eilish er i hvert fald i god liveform. Under pandemien har den unge sanger således været alt andet end doven: Hun har udgivet musik i form af ‘My Future’, optrådt hos Jimmy Fallon med James Bond-sangen ‘No Time To Die’ – et nummer, som hun også har udgivet en musivideo til. Derudover har hun spillet en hjemmekoncert, optrådt til WHOs store støtteshow og spillet en Tiny Desk-koncert.