To virtuelle optrædener vendte mit forhold til den gode koncert på hovedet

Sidste uges virtuelle koncerter med Lil Uzi Vert og Megan Thee Stallion har vist, at den virtuelle optræden er noget helt andet end et normalt show – og det kræver noget nyt af kunstnerne.
To virtuelle optrædener vendte mit forhold til den gode koncert på hovedet
Megan Thee Stallion til en koncert tidligere i år. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Hvad gør en koncert til en god koncert? Musikernes håndværk måske, og selvfølgelig ofte frontpersonens vokalpræstation. Derudover publikumsinteraktionen og en lidt mere vagt defineret energi – kunne menneskerne på scenen ’nå ud over scenekanten’, som det hedder med en meget slidt formulering.

Kriterierne for en god optræden er selvfølgelig langt fra eviggyldige. De seneste år er hiphoppens spilleregler for koncertkvalitet ændret totalt på grund af den moshpit-kultur, der har overtaget genrens liveshows. Her handler det pludselig mere om at skabe maksimal energi end at levere en stærk vokalpræstation.

Derudover kan man jo også pege på elektronisk musik, der har et helt andet forhold til, hvordan musikken skal opleves. Her er der ofte ikke nogen vokalist, og den gode koncert er typisk en timelang rejse gennem natten.

Måden, vi oplever musik på, ændrer selvfølgelig vores opfattelse af, hvorvidt en liveoptræden har været god.

Derfor giver det nu – hvor koncerter i stigende grad er en fornøjelse, der skal streames – mening at spørge: Hvad gør en virtuel koncert god? Hvordan er dens kriterier anderleds end en fysisk koncert? Og hvad kræver det af kunstnerne på scenen?

For det, at musikbranchen forsøger at flytte aflyste shows til virtuelle scener, markerer det nok mest radikale skift i koncertoplevelsen, man kan forestille sig. Det må naturligvis have en effekt på, hvordan koncerterne ser ud.

Okay, okay, det er måske en lidt stor snak at starte, men da jeg i løbet af sidste uge så to vidt forskellige virtuelle liveshows med Lil Uzi Vert og Megan Thee Stallion, slog det mig, hvor anderledes jeg havde bedømt de koncerter, hvis jeg havde været til stede fysisk i en koncertsal.

I så fald havde jeg nok været rimelig irriteret over, at Lil Uzi Vert rodede så meget rundt på scenegulvet, hvor jeg nok knap ville kunne se ham. Og jeg ville da have ærgret mig over, at han gav så lidt interaktion til et livepublikum – især fordi han jo knap nok rappede live.

Lil Uzi Vert i oktober 2019.

Samtidig havde jeg nok sat pris på de store showelementer i Megan Thee Stallions optræden. De mange dansere, det ambitiøse sceneshow og rapperens engagerende interaktion med publikum.

Men her, da jeg betalte 15 dollars stykket for at se de to koncerter gennem Tidals (delvis meget skrantende) app derhjemme på sofaen, var det, som om oplevelserne vendte mit forhold til den gode koncert på hovedet.

Jeg var blæst væk af Lil Uzi Verts mimik, der havde en nærmest anime-agtig facon. Han afbillede de største følelser, selv om han ikke sang med på numrene, hvor de blev udtrykt. Og så fnes han, smilede, blinkede og var i det hele taget i gang med én stor flirt med sig selv, kameraet og musikken.

De ting ville jeg nok ikke have kunnet observere, hvis jeg så ham live til eksempelvis en festival, hvor man jo tit er for langt væk. Men her kunne kameraet komme helt tæt på – og det var, som om Uzi instinktivt forstod, hvordan han skulle interagere med det.

Det var netop dén intime og innovative interaktion, der gjorde, at koncerten transcenderede sit format. Lil Uzi Verts koncert var ikke god, fordi den lignede en normal koncert; den var god, fordi den ikke gjorde.

På samme måde faldt Megan Thee Stallions mere traditionelle effekter lidt til jorden i den virtuelle arena. Man kunne således godt forestille sig, at de mange intermezzi med rapperens dansere ville starte en vild dansefest på eksempelvis Pumpehuset eller som en sen Roskilde Festival-koncert.

Men fra hjemmescenen var det lidt ligegyldigt at se en masse forskellige dansere twerke til alle mulige sange, der intet havde at gøre med Megan.

Rapperens mange opfordringer til at give den gas hjemme på sofaen var også velmente, men på en måde mindede de mig bare mere om afstanden til scenen. Hun fik ikke – som Uzi gjorde – seeren til at glemme, at man jo ikke rigtig var til koncert.

Dermed ikke sagt, at Megan Thee Stallion ikke var en habil performer. Især taget i betragtning af, at hun for få uger siden blev skudt i fødderne – ifølge hende selv af Tory Lanez. På mange parametre var hendes optræden stærkere end Uzis. De parametre, hvor hun var overlegen, var bare ikke dem, der fungerede bedst i en virtuel koncertsetting.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
View this post on Instagram

Real Hot Girl Shit 🥵🔥

A post shared by Hot Girl Meg (@theestallion) on

Det er faktisk pudsigt, for samtidig har Houston-rapperen leveret en af coronakarantænens mest mindeværdige optrædener. Nemlig til BET Awards tilbage i juni, hvor hun optrådte i et overdådigt ’Mad Max’-agtigt setup midt ude i en ørken.

Dén koncert mindede ganske vist mere om en musikvideo end om en koncert. Men det var netop derfor, den fungerede som virtuel oplevelse. Megan Thee Stallion prøvede ikke at omforme et koncertformat til en situation, det ikke passede ned i. I stedet lavede hun et show, der var skræddersyet til at fungere som streaming-indhold.

Både Uzis Tidal-koncert og Megans BET-show har det til fælles, at de ikke lignede normale koncerter, der prøvede at fungere som virtuelle oplevelser. De prøvede ikke at overvinde afstanden; de omfavnede i stedet mulighederne.

Og måske er det svaret på spørgsmålet om, hvordan man skaber en god virtuel koncert. Det skal helt enkelt være noget, der er fundamentalt anderledes end en fysisk koncert. Noget, der ikke prøver at leve op til de klassiske koncertkrav, men i stedet skaber rum for nye oplevelser.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af