Lil Uzi Verts virtuelle playback-koncert var intet mindre end kunst

Hvis corona har lært os én ting om livemusik, så er det, at virtuelle koncerter på ingen måde kan måle sig med virkelige oplevelser. Når man ser en optræden, vil man forflyttes til et nyt sted. Man vil mærke musikken i kroppen. Og opleve det hele som del af en masse. Ingen af de ting får man ved at se en shaky stream på en MacBook.

Så hvad forventer man sig egentlig, når man bruger 15 dollars for at købe adgang til en virtuel Lil Uzi Vert-koncert? En oplevelse, der næsten er lidt som virkelig at være der? En påmindelse om, hvad man ikke længere kan få? Eller er man bare glad for at få en eller anden form for koncertagtig kontakt med en kunstner?

Det sad jeg og spekulerede over torsdag omkring midnat, mens jeg ventede på, at Tidal-appen (som man skulle downloade for at se showet) tryllede Philadelphia-rapperen frem på min skærm. Men da Uzi trådte ind på scenen, var det på ingen måde som en normal optræden. Det var nærmest ikke nogen koncert overhovedet.

For Lil Uzi Vert rappede stort set ikke en eneste lyd live. I stedet spankulerede han rundt på scenen og skar sine karakteristiske, anime-agtige grimasser til kameraet, spjættede ekstatisk rundt på gulvet og gav smagsprøver på sine imponerende danseskills.

Efter en lidt langsom start, hvor rapperen tydeligvis skulle vænne sig til formatet, var det som om, han bare gav slip og levede sig fuldt ind i sine egne sange.

Under ‘Venetia’ lod han mikrofonen dingle som madding foran sit ansigt, mens han gispede ad-libs, til ‘The Way Life Goes’ lod han linjen »you’ll get over it« illustreres af smertefulde ansigtsudtryk, og efter ‘Come This Way’ holdt han (hvad der føltes som) flere minutters total stilhed for at tænde jointen, han spankulerede rundt med.

Til ‘That’s A Rack’ lavede han svømme-agtige dansemoves, og til ‘Bean (Kobe)’ lod han først lemmerne dingle som Pinocchio og smilede derefter bredt til kameraet, mens han kastede håndtegn. Og hele ‘Wokeuplikethis’ blev performet med Chanel-huen trukket helt ned over ansigtet. Det var som om, hver eneste bevægelse i den her koncert fortjente at blive til en GIF.

Til sidst, under afslutteren ’Futsal Shuffle 2020’, var der endda et tidspunkt, hvor Uzi straight up breakdancede. Det tror jeg aldrig, jeg har set en rapper gøre før.

Lysshowet og opsætningen lignede samtidig noget, der var lavet til en konkret, fysisk turné. Selve scenen var eksempelvis en imponerende konstruktion, der lignede de amerikanske Jumbotrons: De store display-tårne, der hænger over sportsbegivenheder.

Midt i den oplyste konstruktion ramlede Lil Uzi Vert så rundt og … ja, jeg ved ikke rigtig, hvad man skal kalde det, han lavede deroppe på scenen.

Han rappede jo ikke rigtig sangene. Men det var heller ikke en musikvideo-agtig optræden, som Megan Thee Stallions ’Mad Max’-agtige show til BET Awards for et par måneder siden. Der var måske en smule TikTok over måden, han bare mimede sine egne sange.

I hvert fald indtil han cirka halvvejs igennem (jeg tror det var omkring Backstreet Boys-remaket ’That Way’) fuldstændig opgav enhver illusion om, at han sang sangene live og bare lagde sig ned på jorden. Og blev liggende så længe, man kunne mistænke ham for at være faldet i søvn.

Det var som om, Lil Uzi Vert performede Lil Uzi Vert; rapperen følte sig selv og sin musik. Der var jo ingen fans at komme i kontakt med – i stedet kunne man så bevidne en artist i total forbindelse med sin egen musik. Som om numrene, der især kom fra det nye album ’Eternal Atake’, beamede ned på ham fra et rumskib og kontrollerede hans mimik og bevægelser.

Det imponerende var, hvor totalt opslugt rapperen blev af musikken. Der var ingen opstyltet interaktion eller underlige enetaler til kameraet. Bare én mand, der tilfældigvis har lavet årets måske bedste hiphopalbum og nød numrene til fulde. Det gjorde Uzi-showet til den klart mindst akavede virtuelle koncert, jeg har set.

For tingene gik virkelig op i en højere enhed. Og det gjorde de, netop fordi den her optræden var mere end bare et forsøg på at genskabe en oplevelse, der alligevel aldrig ville blive lige så god som en ægte livekoncert. Lil Uzi Vert gav ikke en koncert, han lavede performancekunst.

Set ud fra klassiske koncertparametre var det selvfølgelig top elendigt, at han hverken interagerede med sit digitale publikum eller rappede live. Men det giver jo netop ikke mening at vurdere en virtuel koncert, som var den en normal optræden.

For den eneste måde, en virtuel koncert virkelig kan være noget særligt på, er hvis den transcenderer selve sit format. Og det gjorde Lil Uzi Verts bizarre, fascinerende optræden.