Fem steder på Artigeardits nye album, hvor han prøver noget helt nyt

Rapperen har i dag udgivet sit tredje album, 'Held og lykke med at komme hjem' – flere steder går han uventede veje.
Fem steder på Artigeardits nye album, hvor han prøver noget helt nyt
Artigeardit. (Foto: Oliver Zaza)

KOMMENTAR. Artigeardit er en af den slags kunstnere, der har en lyd. Du kan høre, når det er ham.

Tit er det noget med melankolske, afdæmpede beats i traditionen fra Ukendt Kunstner, samt ærlige, hverdagspoetiske tekster om at fucke op, sige undskyld og derefter fucke op igen.

Den æstetik har rapperen perfektioneret på albummene ‘Vildedage’ fra 2018 og ‘Idiot’ fra 2020, og det har gjort ham til først undergrundsfavorit og derefter til decideret rapstjerne.

Der har dog været tegn på, at noget er ved at ændre sig. På en række ep’er har han udforsket en mere attitudefuld, hård lyd, og det seneste år har budt på uventede samarbejder med folk som gaderapperen Carmon og popstjernen Medina.

Singlerne fra det nye album ‘Held og lykke med at komme hjem’ har også stukket i vidt forskellige retninger – minus kærlighedssangen ‘Som du vil’, der snildt ville passe ind på et hvilket som helst Ardit-album.

Nu er albummet landet, og det er faktisk lidt en tvetydig størrelse. Der er både en række sange, der følger den helt klassiske Artigeardit-formular. Men også nogle numre, hvor rapperen går uventede veje. Vi har set på stederne, hvor Artigeardit prøver noget nyt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘DNGIDK’

Den her sang lyder som om, Artigeardit står på en ølkasse midt på Strøget og prædiker om alle det ting, der er gået skævt i samfundet.

»Det hele er vendt på hovedet, det er værre end jeg troede«, tordner han med råbende stemme, mens omkvædet er et gentaget »Der er noget galt i Danmark!«

Er det her fødslen af en mere politisk Artigeardit? Han har i hvert fald en helt ny indigneret aggression end normalt på ‘DNGIDK’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Stå op gå ned’ feat. Barselona

»Jeg føler slet ikke, jeg kender Artigeardit mere – og det er en god ting«. Sådan skrev jeg, da det uventede samarbejde med rockgruppen Barselona landede i februar, og sådan har jeg det stadig.

Den suverænt tilbagelænede sang er nok det tidspunkt, hvor rapperen er længst fra sin komfortzone (selv om Medina-duetten kommer tæt på), men Ardit lyder tilpas og afslappet som altid.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Leve med hinanden’ feat. Fraads

Artigeardit er dansk hiphops poetiske natteravnsrapper, mens Fraads er de følsomt fantasifulde kunstnersjæle. Så selvfølgelig skulle de lave en sang en dag. Og selvfølgelig passer de perfekt sammen.

Fraads-rapperen Papa Erotic leverer sanselige sætninger (»der er et hav mellem os midt i sengen«), mens Ardit er følsom som sjældent før: »Alle de har brug for at være alene, også mig / men jeg vil bare gerne være alene sammen med dig«.

De to rapperes stemmer glider flydende ind og ud af lydbilledet, mens det Fraads-producerede beat gynger derudaf og giver det hele en drømmeagtig følelse. Det er en unik sang fra nogle af dansk raps største originaler lige nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Er her’ feat. Kesi

Artigeardit har sin egen niche i dansk hiphop, men på ‘Er her’ prøver han at gå i dialog med den brede mainstream. Der er en lækker guitar, tekster om at feste og forføre samt et decideret stjernefeature i form af Kesi.

‘Er her’ er måske ikke den mest personlige sang i rapperens katalog, men den ligner et godt bud på karrierens største hit. Jep, Artigeardit kan åbenbart også finde ud af at lave hitlistemusik, når han får lyst til det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Luft i dæk’

Artigeardit er begyndt at have et helt livesetup med, når han spiller koncerter. Band, trommesæt, det hele. Måske er det derfor, han har lavet ‘Luft i dæk’.

Sangen lyder nemlig som en freestyle til en øver. Et livetrommesæt bumler derudaf, mens Ardit bare leverer bars. Kald det Akustiskeardit.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af