I sidste måned blev Britney Spears endelig fri af det værgemål, hun havde været underlagt siden 2008, da dommeren suspenderede ordningen.
Popstjernens far og nu tidligere værge, Jamie Spears, er imidlertid ikke helt færdig med det juridiske efterspil af det medieombruste værgemål.
Gennem den 13 år lange værgeordning har Britney Spears været underlagt at betale for sin fars avokatomkostninger, og det ser Jamie Spears gerne fortsætte et stykke tid endnu.
Variety skriver, at Jamie Spears i sidste uge indsendte en begæring til domstolen om at få datteren til fortsat at betale for de juridiske omkostninger, han har ved »at deltage i procedurer angående Jamies fortsatte værgeopgaver i relation til at afslutte« ordningen.
»Prompte betaling af Jamies advokaters vederlag er nødvendigt for at sikre, at værgeordningen kan blive afsluttet hurtigt og effektivt, så Britney kan tage kontrol over sit liv, som hun og Jamie ønsker«, står der ifølge Variety i den 27 sider lange begæring.
Den idé er Britney Spears’ advokat, Matthew Rosengart, ingenlunde med på.
»Hr. Spears høstede mange millioner dollar, mens han betalte sine advoker yderligere millioner, alt sammen betalt med Britneys arbejde og hårdt tjente penge«, lyder Rosengarts kritiske kommentar til Vulture.
»Værgeordningen er blevet afsluttet, og hr. Spears blev suspenderet. Under de omstændigheder er hans anmodning ikke bare juridisk værdiløs – den er en afskyelighed. Det er ikke, hvad en far, der elsker sin datter, gør«.
Jamie Spears’ anmodning bliver ifølge Vulture adresseret i næste høring i sagen, der finder sted 19. januar.