Roskilde Festival gjorde tre stærke danske rappere en bjørnetjeneste
Det var et anderledes setup, der var på programmet fredag eftermiddag på Arena.
De relativt uprøvede navne Amina, Sosa og FVN var booket i fælles flok til Roskildes næststørste scene og stod for tre separate koncerter af 20-30 minutters varighed. Rapperne klarede det hver især godt, men det var ikke nødvendigvis en fordel at blive løftet op i så store rammer.
Amina indtog scenen som en stjerne, der både rappede på ‘Savage’ og gav den som r’n’b-sanger på en dramatisk version af ‘Moonlight’. Hun fremstod som en stærk repræsentant for de kvinder, der ellers oftest bliver omtalt halvvejs inde i et Gilli-vers.
Sosa var mere rodfæstet i klassiske raptraditioner. Tungen var skarp og trommerne tunge som cement. Her var bars valutaen og melodier producerens opgave. Fra ‘Crazy’ over ‘DAT’ og videre til ‘Sosa’s drøm’ var der fuld tryk på, og Sosa osede af selvsikkerhed.
Til sidst gik FVN på med sine dansable beats, simple hooks og en energi, der var til at tage og føle på. På den catchy ‘Pause’ fik hun publikum til at synge med, mens numre som ‘Sleep’ og hittet ‘Work’ fik gang i fødderne.
Men på det tidspunkt var koncertens præmis begyndt at smuldre.
For det var en bjørnetjeneste at placere showet på Arena, som var langt fra fyldt. Og det var meget at forlange af både de optrædende og af publikum, at der skulle piskes sådan igennem tre korte, højintense shows.
Opgaven blev dog løst så godt som muligt, og overordnet havde de tre rappere to ting til fælles: De gider ikke mere pis. Og de har fortjent hver deres plads i programmet næste gang.