Retssagen mod den canadiske rapper Tory Lanez er begyndt, og i går indtog Megan Thee Stallion vidneskranken for at give sin udlægning af den skudepisode, der angiveligt fandt sted mellem de to i sommeren 2020.
Ifølge en retsreportage af Los Angeles Times brugte Megan i alt fire timer på at give sit vidnesbyrd, hvor hun blandt andet utvetydigt hævdede, at Tory Lanez skød hende.
»Jeg vil ønske, at han bare havde skudt mig og slået mig ihjel, hvis jeg vidste, at jeg skulle gennemgå den her tortur«, lød det fra rapperen, der ifølge LA Times græd gentagne gange.
Megan Thee Stallion brugte også anledningen til at udtrykke sin frustration over, at meget af diskussionen omkring sagen har omhandlet hendes seksuelle forhold til Lanez snarere end de skader, hun pådrog sig under skyderiet.
»Hele den her historie har ikke handlet om skyderiet. Den har handlet om, hvem jeg har haft sex med«, sagde hun blandt andet.
Foruden retssagen har begge musikere også bearbejdet episoden musikalsk. Megan angreb eksempelvis Lanez på disstracket ‘Shots Fired’, mens Lanez svarede igen med et helt album.
Tidligere i år hævdede Megan i sit første tv-interview om sagen, at Lanez tilbød hende en millions dollars for at tie stille om episoden.
I sidste måned blev også Drake involveret i dramaet, da han i sangen ‘Circo Loco’ fra fællesalbummet ‘Her Loss’ med 21 Savage såede tvivl om Megans anklager. Det fik efterfølgende Megan til at tage til genmæle på Twitter.
Lanez står anklaget for i alt tre forbrydelser i forbindelse med skyderiet. Bliver han fundet skyldig, risikerer han mere end 20 år i fængsel.