Smukfest annoncerer syv nye navne – blandt andre Artigeardit og Kesi

Smukfest annoncerer syv nye navne – blandt andre Artigeardit og Kesi
Kesi. (Foto: PR)

Smukfest 2023 har allerede annonceret tre af landets største popstjerner i form af Gilli, Tobias Rahim og Andreas Odbjerg, og nu tilføjer festivalen endnu flere store danske navne til årets arrangement i Bøgeskoven.

Med navne som Kesi, Lamin og Artigeardit er den nye musikpakke især stærk, hvad angår dansk hiphop.

Kesi har de seneste år cementeret sig som et særdeles stærkt livenavn, og drager på turné med det bekymringsløse kærlighedsværk ’30 somre’, som vi for nyligt kårede til et af sidste års bedste danske album.

Lamin og Artigeardit imponerede begge stort på sidste års Roskilde Festival. Førstnævnte med en overlegen gæsteparade, og sidstnævnte med en koncert, der fik vores anmelder til at kalde ham »muligvis Danmarks bedste rapper«.

Foruden hiphopartisterne tæller dagens annonceringer også flere store danske popstjerner som Drew Sycamore, Medina, Rasmus Seebach og Malte Ebert.

Dagens annonceringer:
Artigeardit
Kesi
Drew Sycamore
Lamin
Malte Ebert
Medina
Rasmus Seebach

Partoutbilletterne til næste års Smukfest er allerede udsolgt, mens endagssalget åbner 1. februar. Festivalen finder sted fra den 30. juli til den 6. august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af