Tyler, the Creator ‘Call Me If You Get Lost: The Estate Sale’
Det er ikke meget, vi har hørt fra Tyler, the Creator, siden han i 2021 vendte tilbage til rappen på sit sjette album, ‘Call Me If You Get Lost’.
Okay, det er selvfølgelig ikke helt rigtigt.
Tyler har trods alt gæstet Roskilde Festival, ageret huskomponist til et Louis Vuitton-modeshow og vundet endnu en Grammy-statuette for Årets Rapalbum (uden at møde op til prisuddelingen, vel at mærke).
Men på udgivelsesfronten er det de seneste år ikke blevet til meget mere end et par solide gæstevers fra den tidligere Odd Future-kaptajn.
Det laver han om på nu. I dag udgiver Tyler nemlig ‘Call Me If You Get Lost: The Estate Sale’, som er en slags deluxe-udgave af hans seneste album, som nu bliver genudgivet med en række ekstra sange skrevet i samme periode.
Hele syv nye sange plus en kort intro er det blevet til. Der kigger også et par spændende gæster forbi. ‘Wharf Talk’, har en feature i form af ASAP Rocky, Vince Staples besøger ‘Stuntman’ og YG er med på ‘Boyfriend Girlfriend’.
Spørgsmålet er så, om disse nye sange kan leve op til kvaliteten på det hårdtslående, mixtape-agtige album, de følger i hælene på. Men at dømme ud fra singleforløberne er der grund til at være fortrøstningsfuld.
Lyt til albummet HER.
Guldimund ‘Jeg venter i lyset’
Asger Nordtorp Pedersen sejrede sidste år stort til prisuddelingen Steppeulven, hvor han modtog den ene statuette efter den anden for Guldimund-albummet ‘Dem, vi plejede at være’.
Nu følger den danske sangskriver op på succesen med ‘Jeg venter i lyset’, hvis tematikker tæller faderskab og forelskelse – og ifølge Soundvenues anmelder har det resulteret i et eklektisk hovedværk.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Lyt til albummet HER.
Boygenius ‘The Record’
Bliver 2023 Boygenius’ år, ligesom vi forudså det? Det finder vi ud af i dag, hvor supergruppen bestående af Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker udsender deres første album som samlet enhed.
Albummet bærer den intuitive titel ‘The Record’, og det markerer trioens første udgivelse siden ep-debuten ‘Boygenius’ fra 2018.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Lyt til albummet HER.
Fabräk ‘7″’
Den nye ep fra den dynamiske punkrap-duo har ganske vist cirkuleret i vinylformat i ugevis, men først i dag rammer ‘7″‘ streamingtjenesterne.
De fire sange tæller blandt andet den kapitalismekritiske ‘Hallelujah’ og sidste års Fred Durst-kanaliserende ‘To fingre’. Desuden kigger ingen ringere end Artigeardit forbi på sangen ‘Autostrada’.
Lyt til ep’en HER.
Chlöe ‘In Pieces’
Chloe Bailey brød igennem som den ene halvdel af søsterduoen Chlöe x Halle, og mens lillesøsteren den seneste tid har holdt sig travlt beskæftiget med sin hovedrolle i ‘The Little Mermaid’, har Chloe i stedet brygget på ny musik.
Nu udgiver hun sit første soloalbum under kunstnernavnet Chlöe.
Lyt til albummet HER.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Julie Ellinor ‘Reality’s Got Nothing On Illusion’
Conway the Machine ‘Won’t He Do It’
Davido ‘Timeless’
Larry June & The Alchemist ‘The Great Escape’