Disse dage storhitter Olivia Rodrigo med sangen ‘Vampire’, der peger frem mod popstjernens andet album, ‘Guts’, der lander til efteråret.
I den forbindelse har hun gæstet podcasten ‘The Julia Show’ til et kort lille interview, hvor hun snakker om sangen og det kommende album.
Blandt andet bliver Rodrigo spurgt om, hvordan hendes venner reagerede på linjen »Fame fucker« fra ‘Vampire’. Fans har jo for længst konkluderet, at ‘Vampire’ må handle om Rodrigos ekskæreste Zack Bia. Linjen »Fame fucker« implicerer dermed, at Bia udnyttede sit forhold til Rodrigo for at opnå berømmelse og omtale.
»Der var faktisk en diskussion om, hvorvidt “fame fucker” skulle være med i sangen« fortæller popstjernen. »Nogle folk sagde “Det isolerer dig lidt fra folk”, “Man kan altså ikke sige sådan noget i en sang”, “Det er ikke relaterbart”, og så videre og så videre«.
»Jeg forstår fuldt ud, hvorfor de havde det sådan, men vi endte med at beholde linjen« siger Rodrigo. »Jeg synes ikke, at sangen handler om fame-fucking, den handler mere om en person, der er manipulerende og dræner dig for alt det, du har i dig. Jeg synes at det er et universelt tema. Jeg tror også, at berømmelse er mere tilgængelig nu, end det nogensinde har været. Det er ikke kun folk i Los Angeles og Hollywood, der skal døje med det«.
Interviewet kommer også ind på den visuelle dimension af Olivia Rodrigos ‘Guts’-albumcyklus, der jo læner sig kraftigt op ad udseendet på forgængeren ‘Sour’. Her fortæller Rodrigo, at hun er kraftigt inspireret af, hvordan The White Stripes opretholdt en samlet visuel identitet på tværs af deres diskografi.
Hun fortæller også, at det kommende album åbner med et nummer inspireret af 90’ernes Riot Grrrl-scene. Så hvis man kan lide Rodrigos rockede side, har man noget at glæde sig til.
Hør hele interviewet nedenfor. ‘Guts’ udkommer 8. september.