De seneste dage har der været en del tegn på, at Artigeardit og Lamin har en eller anden form for udgivelse på vej. De to rappere har teaset noget ved navn ‘Nu hvor vi er her’, og senest kørte en stor lastbil med netop den titel gennem Københavns gader.
Nu har de to rappere annonceret på Instagram, at ‘Nu hvor vi er her’ er titlen på et fællesalbum fra de to artister – og at albummet lander allerede ved midnat.
Albummet får besøg af gæsterne Ida Laurberg, Benjamin Hav, Icekiid og svenske Jelassi, kan man se på tracklisten, som begge artister også har postet.
Artigeardit har senest været aktuel med det karrieredefinerende storværk ‘Længe leve’ fra starten af året, mens Lamin senest udgav albummet ‘Kronisk skeptisk’ i 2022, og derudover har haft en utrolig stærk stime af gæsteoptrædener hos andre artister som Stepz og Tessa.
‘Nu hvor vi er her’ er Lamin og Artigeardits anden større fællesudgivelse efter ‘Ny agenda’-ep’en fra 2021. Siden har de to rappere udgivet en række sange sammen (senest hittet ‘Vi ku’ blive’) og spillet flere fælleskoncerter.
Nu er det altså tid til et helt album.