Sexyy Red ‘Free My N***a’
Hvor det store hiphopgennembrud i 2022 var Ice Spice, har der ikke været nogen ny rapper i 2023, der har været nær så ustandselig som Sexyy Red. Hendes lumre sexrap har løftet arven fra ‘WAP’ med tekster om kønssygdomme, fodfeticher og farven på hendes anus.
Hendes seneste single skriver sig ind i den stolte hiphoptradition med at ønske befrielse for fængslede, der står kunstneren nær. Men også her får vi selvfølgelig pakket det hele ind i Sexyy Reds genkendeligt hyperseksuelle stil.
‘Free My N***a’ starter ellers ret rørende med, at vi hører Sexyy Reds datter sige, at hendes far skal befries. Men derfra kører vi i total sexrap, hvor det blandt andet handler om, at ekskæresten skal befries, fordi hun savner hans pik.
Det ville nærme sig det parodiske, hvis enhver anden rapper havde et hook, der gik »Free my n***a, free my n***a / Only if he knew that this ass gettin’ thicker«, men i munden på Sexyy Red føles det både vittigt og oprigtigt.
Ida Laurberg ‘Mellem mor og far’
Det kan være, at Ida Laurberg til daglig er storhittende popstjerne. Men til tider drømmer hun sig tilbage til en tryg barndom, hvor man kunne søge mod mor og far, når der var et monster under sengen.
Det synger hun om på sin seneste single, hvor hun er sårbar i en grad, hun ikke har været siden hun begyndte at synge på dansk.
Björk feat. Rosalía ‘Oral’
Velgørenhedssingler er sjældent særlig gode. Men ‘Oral’, hvis indtægter går til bekæmpning af islandske laksefarme, er en klokkeklar undtagelse.
Sangen var oprindeligt skrevet og indspillet engang mellem 1997 og 2001, hvor Björk havde sin kunstneriske storhedstid. At indspille den på ny med vokal fra Rosalía og co-produktion fra Sega Bodega får den til at ramme perfekt.
Elsked ‘Kemisk’
Elsked er et selverklæret »elektronisk boyband«, og de er denne uge aktuelle med debut-ep’en ‘Piratradio’, hvor de får klubbede beats og instrumentalstykker til at gå eminent i spænd med solide pophooks – særligt ‘Kemisk’ har en melodi, der står stærkt.
Kali Uchis feat. Karol G ‘Labios Mordidos’
Kali Uchis har et nyt album med, når hun til sommer kan opleves på Roskilde Festival. 12. januar udgiver hun ‘Orquídeas’, og allerede nu har hun sluppet en feststarter af en single i form af dette reggaeton-lænende Karol G-samarbejde.
Debbie Sings & The Bird ‘Angel’
Apropos Roskilde Festival – hvis du gæstede Debbie Sings’ Apollo-show i sommer, var du til stede under premieren på denne højdramatiske banger, der byder på både dubstep-breakdowns, arena-hooks og en fantastisk kemi mellem Debbie og duetpartneren The Bird.
Fabräk ‘Ik fake længere’
Fabräks faste mantra lyder: »Vi er ikke et fucking punkband«.
Det har jo altid været noget, de har haft brug for at sige, fordi der alligevel har været markante punkindflydelser i deres musik. Men duoens nyeste single lyder mere som en blanding af hiphop og Jersey club. Der er ikke skyggen af rock – før et afsluttende beatswitch fyrer op for en øm guitar.
Aggi ‘Waste No Time’
Lidt groovy afrobeats, lidt intim r’n’b og lidt bouncy hiphop – den opskrift kendetegner lyden på Aggis seneste single, hvor hun hylder det at omfavne sine allerhøjeste ambitioner og at lade være med at spilde tiden.
Snow Strippers ‘Just a Hint’
Vi fik, som mange andre, øjnene op for duoen Snow Strippers, da de gæstede Lil Uzi Verts ‘Pink Tape’, og vi er siden faldet pladask for deres hårde synthtoner og garagerockede vokaler.
De lyder som en mere trashy udgave af Crystal Castles på sangen ‘Just a Hint’, og der er mere fra samme skuffe på deres nyudgivne ep ‘Night Killaz vol 1’.
Astrid Sonne ‘Do You Wanna’
Astrid Sonne har gjort sig bemærket med elektroniske lydtapeter og avantgardistisk kompositionsmusik, men på hendes kommende plade, ‘Great Doubt’, er vokalen i front, og sangskrivningen læner sig mere end tidligere op ad popverdenen.
Men på singlen ‘Do You Wanna’ udforsker hun skam stadig nogle ganske særegne soniske territorier. Albummet udkommer 26. januar.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.