‘Piratradio’: Det er fuldstændig genialt, at Elsked kalder sig et »elektronisk boyband«
Lige siden electropop-trioen Elsked tidligere i år udgav deres debutsingle ‘1000 hænder’, har de beskrevet sig selv som et »elektronisk boyband«.
Hvem end der fandt på, at de skulle kalde sig det, er fuldstændig genial. For det er svært at stikke ud i et hav af ny dansk electropop her midt i Medinassancen. Mænd med falsetter, store følelser og pumpede klubbeats står i kø på en scene, der i forvejen tæller både Kind Mod Kind, D1ma, Neon Priest, Aperly High og endda Jamaika.
Godt håndværk er ikke nok til at skille sig ud. Man skal gerne have en gimmick. Og boyband-gimmicken er sikker og velvalgt. Den fungerede eminent til at gøre selv casual Brockhampton-fans bevidste om samtlige medlemmers identiteter, og den ømme »hjerte rimer på smerte«-stil, som Elsked lægger for dagen, er som skabt til boyband-mærkatet.
På debut-ep’en ‘Piratradio’ er de fem sange ikke den store øjenåbner, hvis man allerede har hørt debutsinglen. Har man hørt blot én vilkårlig Elsked-sang, er man nok tilstrækkeligt klar over, hvordan deres lyd er. Men ep’en er til gengæld et rigtig velsammensat stykke proof of concept for gruppens stil.
Formlen er ret solid: Nogle dybe, rungende leadvokaler, der sovses ind i effekter, og som i et par få, særligt dramatiske øjeblikke gerne må bevæge sig op i en falset – og så må de catchy omkvæd rigtig gerne munde ud i lange instrumentale passager. Jeg vil gætte på, at under halvdelen af ep’ens varighed har vokal, selvom samtlige numre har et klart, lyrisk defineret hook. De sidste sungne linjer af afslutningsnummeret ‘4evigt’ optræder sågar halvandet minut, før sangen er forbi.
Det er nok her, hvor Elsked tydeligst adskiller sig fra deres mest oplagte sammenligning, Kind mod Kind. Kind Mod Kind laver også pop med klubbet instrumentation, mens Elsked gør det med omvendt fortegn: De er primært et elektronisk projekt, der blot bruger poppen til at gribe fat om lytteren.
Som resultat er det særligt i instrumentationen og produktionen, at Elsked udmærker sig. ‘Hver for sig’ kører eksempelvis med et dub-klingende riff i nogle takter, før nummeret problemfrit slår over i en reggaeton-rytme. Men tro endelig ikke, det er solskinsrig reggaeton a la det, der dominerer hitlisterne. Nej, det er dystert og melankolsk på en måde, der får mig til at tro, at trioen har skelet til, hvordan en avantgardist som Arca har leget med reggaeton, men blot oversat det til en mere kommercielt spiselig anretning.
Jeg er markant mindre imponeret over deres evner som popsmede. Bevares, der er nogle gode omkvædsmelodier iblandt, og især ‘Kemisk’ og ‘Matrix’ har formået at sætte sig fast i hovedet på mig. Når sidstnævnte slutter, lægger det desuden noget så fremragende op til et drop. Her mærker man, at der er en mening med at integrere poppen i deres lyd.
Men især i versene føles sangskrivningen nogle gange uinspireret. Melodien på ‘Hver for sig’ giver uheldige flashbacks til Drakes pseudosang, da han selv forsøgte at flirte med housemusik, og på ‘Matrix’ er hver linje et kort, monotont øjebliksbillede, der ikke rigtig skubber sangen fremad.
Det er ikke altid lige slemt, og både på titelnummeret og ‘4evigt’ besidder vokalmelodierne noget dynamik og karakter, der er besøgstiden værdig – og forsanger Jonas Ghodt synger også ekstra godt her. Den slags sange gør mig tryg omkring gruppens fremtid. Så håber jeg bare, at de går all-in på boyband-æstetikken, når jeg forhåbentlig snart skal opleve dem live.
Kort sagt:
Det selverklærede boyband Elsked er elektronisk musik først og popmusik sekundært. En håndfuld steder kommer popelementerne ikke fra øverste skuffe, men generelt er det en vellykket blanding af hooks og klubpuls.