Gobs frygter ikke et sagsanlæg fra Gillis manager og musikselskab.
Sådan lyder det i dagens episode af DR-podcasten ‘Genstart’, der omhandler plagiatstriden mellem to af landets mest streamede artister.
I sidste uge kunne Soundvenue fortælle, at Gobs og hans musikselskab Warner er blevet anklaget for at plagiere Gilli-hittet ‘Skarpt lys’ på Gobs’ sang ‘Livet er kort’.
Gilli manager, Mass Ebdrup, har fremsat et erstatningskrav til Gobs og Warner, hvori der indgik et oplæg til forlig mellem parterne. Men det forslag har Gobs altså takket nej til, og siden har han ikke hørt fra Gillis repræsentanter, lyder det i DR-podcasten.
Gobs deltager ikke selv i den omtalte episode, men i en skriftlig udtalelse, som ‘Genstart’-værten Simon Stefanski citerer fra, afviser han anklagen og understreger, at han ikke forstår den.
»Timingen for anklagen er lidt sjov, da den kommer samtidig med, at jeg har haft mit bedste år som artist. Derfor synes jeg egentlig hele anklagen er lidt fjollet«, lyder det blandt andet i udtalelsen.
‘Genstart’-værten citerer desuden Gobs for følgende ord:
»Skulle Gillis management vælge at anlægge en sag vil jeg afvente med absolut ro i maven«.
Gobs har også tidligere afvist anklagerne i et interview hos Podimo-podcasten ‘Hav & Kamal’, hvor han blandt andet hævder, at ’Livet er kort’ er indspillet, før ’Skarpt lys’ udkom.
Soundvenues musikredaktør, Kristian Karl, medvirker også i dagens episode af ‘Genstart’, som du kan høre via DR Lyd her.